Ane Marie Jensdatter

Lis Klarskov Jensens aner

Ægteskab nr. 1
Kirkebogen for Sæby fortæller om Ane Marie Jensdatters indskrivelse til ægteskab med Hans Jensen den 18. Juni 1811. De blev gift den 20. Juli 1811, og de havde da allerede den 3-årige søn Christian. Enkemand og gårdmand Hans Jensen var da 63 år, og Ane Marie Jensdtr. var 22 år gammel. Kirkebogen nævner af en eller anden grund ikke noget om deres ægtestand eller mangel på ægtestand.

Den 18. Juni 1811 var der to mænd, der skrev under på, at der ikke var noget til hinder for ægteskabets indgåelse. Det var Søren Jacobsen (SIS) for enkemanden og Jens Hansen (IHS), begge gårdmænd i Sæby.

I ægteskabet med Hans Jensen var der følgende børn:
1. Christian Hansen, født den 23. Oktober 1808, den 19. Søndag efter Trinitatis, i Sæby. Han blev hjemmedøbt. Faderens navn var Hans Jensen. Moderens navn blev ikke registreret dengang, kun hendes “Indledelse” i kirken samme dag. Uden kirkens velsignelse og “renselse” kunne moderen ikke deltage i kirkegangen dengang. Præstens kone bar ham. Faddere var Jørgen Andersen gårdmand, Ole Nielsen gårdmand, Peder Andersen gårdmand, alle af Sæby.
2. Søren Hansen, født den 19. Maj 1814, hjemmedøbt den 30. Maj 1814. Faddere var: Karen (?) Hansdatter, Tingbjerg Sæby, Jørgen Caspersen (?) gårdmand i Sæby, Lars (?) Christoffersen gårdmand i Biltris, Christian Jensen (sognefoged i?) Sæby. Lille Søren døde den 6. April 1815 og blev begravet den 9. April 1815 på Sæby kirkegård.
3. Anna Maria Hansdatter, født den 18. December 1819 i Sæby og hjemmedøbt samme dag. Dåben er konfirmeret i kirken den 31. Januar (?) 1820 (?). Faddere var gårdmand Hans Hansen hustru i Hyllinge, gårdmand Hans Hansen ibidem, gårdmand Ole Nielsen i Sæby, gårdmand Hans Christoffersen i Biltris.
4. Peder Hansen, oldefar, født 28. Marts 1822 i Sæby, hjemmedøbt samme dag, døbt i kirken den 16. Maj. Faddere var Sidse Jørgensdatter (bar nok barnet), gårdmand Lars Larsen og indsidder Ole Jensen og gårdmand Lars Pedersen, alle af Sæby. Pudsigt nok er 21-årige “ungkarl Jens Hartvig” fadder den 21. Marts 1822 i Sæby kirke (for barnet Lars Christiansen).
5. Marie Hansdatter, født den 6. Juni 1824 i Sæby. Det ser ud som om barnet er hjemmedøbt samme dag, den 6. Juni. Faddere var pigen Kirsten Larsdatter (der sikkert bar barnet), gårdmand Lars Larsen, gårdmand Lars Andersen (?), gårdmand Ole Jensen, alle af Sæby. Marie blev kun 4 år gammel. Hun døde den ? , begravet på Sæby kirkegård.

Folketælling 1834
Folketællingen fra 1834 fortæller, at familien bestod af Hans Jensen på 82 år, gårdmand og Ane Marie Jensdatter på 46 år, hans kone. Der var børnene Christian Hansen på 26 år, Ane Marie Hansdatter på 16 år og Peder Hansen på 12 år. De var alle ugifte. Der var også en tjenestekarl Rasmus Larsen på 19 år.

Hans Jensen døde 1835
Året efter døde Hans Jensen den 16. Juli 1835 som en meget gammel mand, o. 87 år gl.

Ane Marie Jens Datters 2. ægteskab
Peder Hansens mor Ane Marie blev siddende på gården efter Hans Jensens død. Men hun kunne ikke drive gården alene ved tjenestefolk. For dyrt og for usikkert med skiftende arbejdskraft. Børnene var voksne og ville snart få deres eget. Hun var nu 46 år gammel og i sin bedste alder. Sønnen Christian på 27 år boede endnu hjemme og var ugift ifølge en folketælling fra 1734 og arbejdede på gården. Ane Marie på sytten arbejdede også hjemme og var ugift. Sønnen Peder på 13 arbejdede i driften, som han plejede, med de sysler og gøremål, der var hans. Derudover var der en tjenestekarl, Rasmus Larsen på 19 år, ugift. Han forlod gården inden 1840.

Gift igen 1836
Men Ane Marie var ikke kun enke med store eller voksne børn ved Hans Jensens død i 1835, hun havde også en gård, så hun var et godt parti. Ane Marie Jens Datter var i 1835 46 år gammel og hun giftede sig året efter med en mand, der kom til at spille en stor rolle i samfundet Sæby, for Ane Marie Jensdatter selv og for børnene, ikke mindst for min oldefar Peder Hansen, født 28. Marts 1822 i Sæby.

1840-folketællingen viser, at der var kommet en ny mand til gården, Jens Hartvigsen på 39 år. Jens Hartvig kom til gården i 1836, hvor han giftede sig med den 12 år ældre enke Ane Marie Jensdatter den 23. Marts 1836.

Jens Hartvig Rasmussen (1801-1879, Sæby)
Stedfaderen Jens Hartvig Rasmussen blev en vigtig person i Ane Maries søn, Peder Hansens liv de næste 43 år.

Folketællingens Jens Hartvigsen hed egentlig Jens Hartvig Rasmussen. Han var født i Sæby den 22. Søndag efter Trinitatis, dvs. den 28. Oktober 1801 som uægte barn af Kirsten Hansdatter i Sæby. “Til Barnefader blev af (ulæseligt) Smeden Hans Hendrick i Sæby udlagt Ung Karl Rasmus Rasmussen fra Lyndbye”. Et opslag i folketællingen for 1778 fra Lyndbys viser en familie Rasmussen, hvor Rasmus Rasmussen var 13 år og boede på en gård med far R. Rasmussen, 59 år og gårdbeboer, med mor Mette Laursdatter, madmoder og 40 år, og med søskendeflokken Laurs, Peder, Maren og Hans.

I 1801 var Rasmus Rasmussen 35 år, men om han var den virkelige fader eller ej, bliver aldrig opklaret. Der var i hvert fald rygter om, at han var søn af præsten, ifølge Bramsnæs Lokalhistoriske Arkivs småskrift “Arkivaren fortæller historie” fra 1989. Her skrev Søren Klarskov Larsen fra Kornerup i sin artikel “Skildringer fra Sæby, om spanioleren og pigen Ane Marie i 1807 samt om bonden Jens Hartvig, der levede fra 1801-79“ (side 31), at “Jens Hartvig skulle i øvrigt være en “uægte” præstesøn. Søren Klarskov Larsens mor var født i Sæby i 1851, og hun har nok hørt en masse løs snak i den lille landsby.

Lille Jens Hartvig blev født i Sæby ind i en familie med et stærkt sammenhold. En familie med respekt om sig, og kirkebogs-skriveren var rar, da han skulle skrive dåben ind. Han nøjedes med at notere, at barnet var “uægte” og kaldte ikke den ugifte Kirsten for “fruentimmeret” eller “ugift”, som det ellers var sædvane, alt efter præsten eller degnens temperament og strenghed. Kirsten blev slet og ret kaldt “moderen”.

Senere giftede "moderen" sig i Sæby og blev mormor til den Rasmus Peter Olsen, der har skrevet vigtige dagbogsnotater (jf. bog i Bramsnæs Arkiv i Sæby) og gemt familiebreve og testamenteret mange arkivalier og genstande til Roskilde Museum som fortæller en masse samtidshistorie og familiehistorie. Mere om det senere.

Den unge Jens Hartvig voksede op og blev smed i Sæby. En folketælling fra 1834 viser, han arbejdede som svend hos smedeenken Karen Jensdatter, 56 år, der levede af professionen. Og Jens Hartvig var smedesvend og 32 år gammel, ugift. Det var hendes søn, den 20-årige Hans Henrik Jørgensen nok også. Datteren Johanne Jørgensdatter var 17 år i 1834, men Jens Hartvig blev ikke svigersøn i denne smedefamilie. Han valgte livet med enken Ane Marie og hendes børn på gården.

Smed, gårdmand og familiefar
Den tidligere smed kom til at passe godt ind i arbejdet som gårdmand og ind i sin nye familie.

Husene lå så tæt omkring gadekæret som et moderne parcelhuskvarter. Man kunne råbe over til naboerne og høre hinandens køer i staldene rundt om gadekæret. Man vidste, når der var fødselsdag, bryllup, dåb eller død hos naboerne, kold luft mellem familiemedlemmer eller hvem der var idømt en lavs-bøde etc. Man var på en eller anden måde i familie med en del mennesker i landsbyen.

Sognefoged i Sæby landsby
Jens Hartvig var en respekteret mand i Sæby og blev som Folketællingen fra 1850 viser (se nedenfor) både “gårdmand, sognefoged og husfader“.

Flittig må han have været. Respekt i et lille samfund afhænger ikke kun af penge og familierelationer, selv om det kan hjælpe gevaldigt, men respekt skabes blandt ligemænd ved at være flittig, ærlig, trofast og - dygtig. Et godt hoved og vellidt af landsbyen må han have været.

Hverdagslivet på gården
Jens Hartvig tog fat på gården sammen med sin kone Ane Marie, indtil hun døde 28 år senere i 1863. Jorden blev tilberedt, gødet, pløjet, harvet, sået. Der blev høstet korn, slået hø, der blev revet og kørt ind. Om vinteren blev der tærsket og passet ekstra på, flækket brænde og pindebrænde og tætnet vinduer, sørget for husdyrene. Der blev slagtet, malet korn, drænet og gravet render. Lavet tømmerarbejde på husene og smedearbejde på redskaber og huse og når hestene skulle skos. Lidt smedearbejde for naboer, måske. Passet køer, heste og grise. Taget beslutninger, når dyrene blev syge eller skulle handles. Gravet tørv og kørt ærinder med smør til Roskilde, gået til alters i kirken med familien. Holdt styr på det, der skulle gøres, både pigers og drenges, og meget mere end det. Der blev gået til møder og deltaget i landsbypolitik. Jo, en ordentlig bedrift, en ordentlig mand, en velfungerende familie.

Det giver respekt i landsbyen hos andre, der har de samme problemer, de samme vilkår, og som forstår hinandens glæder og sorger. Respekten har skaffet ham tillidsposten som sognefoged i Sæby.

Folketællingen - et øjebliksbillede
Folketællingen fra 1840 viser “Jens Hartvigsen” på 39 år, gårdmand og gift med 51-årige Ane Marie Jensdatter. Indskriveren tog det ikke så nøje med slægtskabets kringelhjørner og noterede Ane Maries to ugifte børn Ane Marie på 22 år og Peder på 18 år som “deres børn”, selvom det var konens børn. Den 16-årige Juliane Henriksdatter og 14-årige Jens Henriksen arbejdede som tjenestefolk.

I folketællingen fra 1845 var Jens Hartvigsen, 44 år, stadig gårdmand i sognet, gift med “Anne Marie Jensdatter”, 56 år. Hendes datter Anne Marie er 27 år og stadig ugift. Der er 2 tjenestefolk: Rasmus Olsen på 19 år fra sognet. Han og hans bror Jens Peter Olsen var Jens Hartvigs nevøer og kom til at spille en vigtig rolle for Jens Hartvig 30 år senere. Men i 1845 arbejdede han bare og var endnu ikke begyndt på sine dagbogsnotater om gøremål og aftaler og besøg. Der er en tjenestedreng, Peder Hansen på 15 år fra Over Draaby sogn. Sønnen Peder er fraværende.

I folketællingen fra 1850 var alle børnene flyttet hjemmefra på nær Peder, der var 28 år og ugift stedsøn. Af en eller anden grund var Peder fraværende på dagen for denne folketælling, så det må have været et meget vigtigt ærinde. Folketællingen var varslet. Der var altså 3 voksne familiemedlemmer i driften. Dertil kom yderligere tre “tjenestefolk”: ugifte Peter Hansen Christensen på 19 år fra Dråby i Frederiksborg amt og en ugift tjenestepige, Juliane Kirstine Hendriks Datter på 26 år fra sognet og tjenestedrengen Frederik Christiansen på 14 år fra Lyndby sogn. Juliane Hendricksdatter arbejdede også på gården 10 år før.

I folketællingen fra 1855 var Jens Hartvig Rasmussen på 54 år gårdmand og sognefoged, gift med Ane Marie Jensdatter på 66 år. Peder Hansen boede stadig hjemme som 33 årig og arbejdede som stedfaders medhjælper sammen med den 17-årige Peder Caspersen (?), tjenestekarl født i Sæby, og Jens Larsen på 15 år fra Jægerspris. Jens var ikke tjenestefolk, men teksten er ikke tydelig nok her til at læse, hvad han var.

Jens Hartvig Rasmussens død 1879
Jens Hartvig kom til gården 1836 for at blive der indtil sin død den 22. Juni 1879 kl. 5½ om eftermiddagen. Han blev begravet den 30. Juni, og begravelsen har nok været fulgt af mange fra Sæby og Frederikssund. Selv præsten syntes, det var værd at skrive Jens Hartvigs Curriculum Vitae i kirkebogen, hvad der var meget usædvanligt på den tid, bare ikke i Sæby kirke.

Præstens gave til Jens Hartvig Rasmussen
Måske kan en lille gave fra præstegården kaste lys over Jens Hartvigs mange kvaliteter. Roskilde Museum modtog blandt mange arkivalier og genstande fra Rasmus Peter Olsens dødsbo 1941 også et fotografi i en oval gammel træramme, profileret og med guldliste. Fotoet er et portræt af en mand, en gave fra en hr. Sørensen i præstegården til Jens Hartvig. Portrættet viser ifølge museumslisten en mand med tyndt lidt strittende hår, furer mellem næse og mund, vest tilknappet ved halsen og halsbind. Øje og halsbind er ødelagt ved overmaling med blæk.

Giveren skrev til Jens Hartvig april 1869:
“Vorherre lønne Dem for al den kjerlighed, det Venskab og den velvilje, og alle de opofrende Tjenester, som De har vist mig og min Hustrue i de Aar, vi har levet som Naboer tilsammen i Sæby. Gud være med Dem og give Dem af sin rige naades Fylde en tilfreds og velsignet Alderdomstid. - Modtag omstående Photografi som et ringe Beviis paa Erkjendtlighed og Kjerlighed fra Sæby Præstegaard den 8. April 1869. Sørensen. Til Gaardmand Jens Hartvig Rasmussen Sæby.”

Det er tydeligt, at Jens Hartvig har været vellidt og har haft mange venner, var forlover for mange ægteskaber (familie?) og var fadder for mange børn. Han fik opkaldt børn som hustruen Ane Maries barnebarn efter sig. Det ser ud til, at han havde et godt og hjælpsomt forhold til stedsønnen, min oldefar, Peder Hansen. Jens Hartvig selv fik ikke selv børn.

Overraskelsen: Jens Hartvigs 2. ægteskab i Frederikssund
Trods sin popularitet kom han sent i sit liv og endda efter sin død, til at spille en mindre populær rolle i et familiedrama, der involverede flere familier i landsbyen. Også oldefar Peder Hansens familie. Der var sårede følelser, der gjorde ondt og gav forviklinger og brud i familiebesøg og relationer.

For Jens Hartvig giftede sig som 75-årig med en 25-årig pige, Kirsten Marie Anders Datter fra Frederikssund, i Frederikssund den 20. februar 1875.

Rasmus Olsens dagbog beretter imellem linierne
Problemet var måske ikke så meget, at der var en aldersforskel på 50 år mellem brudgom og brud. Problemet lå måske snarere i, at en ung og formentlig meget forelsket Jens Peter Olsen i Sæby var involveret, og at familien Olsen med mere familie i Frederikssund og i København også var Jens Hartvigs nære slægt, som man kan se af Rasmus Olsens dagbog fra Sæby.

Det hele begyndte med, at Jens Hartvig blev enkemand som 62-årig i 1863. Folketællinger viser, at Kirsten Marie må være kommet fra Frederikssund i huset hos enkemand Jens Hartvig mellem 1870 og 1875. Folketællingen for 1870 viser, at unge Jens Peter Olsen tjente hos sin morbror Jens Hartvig. Men af dagbogen kan man forstå, at Jens Peter arbejdede hjemme igen hos sin fader igen omkring 1874, og nu nævnes Jens Hartvig ikke mere i Rasmus Peter Olsens dagbog.

Jens Hartvig var ikke med til lille Annas begravelse i 1875. Barnet Anna døde af difteritis og var Jens Peters søsters barn, og Jens Hartvig var morbror til Jens Peter Olsen og Rasmus Peter Olsen og var fadder til deres søsters barn Anna. Det ellers nære familie-forhold til familien Olsen blev brudt 1875. Lille Anna var ligesom Jens Hartvig også født uden for ægteskab. Hun døde den 15. August 1875 på Rasmus Peter Olsens faders fødselsdag, der herefter var en sorgens dag. Og Jens Hartvig er ikke med i dagbogens familiebegivenheder i mange, mange år.

6 måneder forinden havde Jens Hartvig giftet sig med tjenestepigen Kirsten Marie Anders Datter “hjemme” hos hende i Frederikssund, den 20. Februar 1875. Ingen af Jens Hartvigs søsters familie var med til bryllup. Men Rasmus Peter kendte til brylluppet og noterede det i sin dagbog. “… for lyder har Morbroder og Marie Bryllup i Frederikssund”. Det har ikke været sjovt for nogen i landsbyen. Heller ikke for oldefar Peter Hansen, der må have haft et godt og tæt forhold til stedfaderen. Mere derom senere.

Jens Hartvig Rasmussens begravelse i 1879
Jens Hartvig kom ikke til at nyde sin ægteskabelige lykke i mere end 4 år. Han døde den 22. Juni 1879 kl. halv seks om eftermiddagen. Den 30. Juni 1879, 8 dage senere, begravede den unge enke sin gamle mand:

Præsten skrev:
“Ægtemand, Gårdfæster i Sæby. Han var født i Sæby den 28. Oktober 1801. Efter at han have drevet smedehåndværket til sit 35te Aar blev han 1836 Gaardmand og ægtede Enken Ane Marie Jensen (+ 1863). Han giftede sig igen 1875 med Kirstine Marie Andersen, der nu er Enke. To Sletbørn af hans første Ægteskab er i live. ” Jens Hartvigs alder er angivet til 77 år. Der findes en anmærkning om, at “Skifteretsattest udført 24/6 79 af Østergaard. Dødsattest af Ligsynsmand Mads ? P. Andersen u/d 26/6 79”.

Hvad nu? Rasmus Peder Olsen noterede i sin dagbog for den 22. Juni: “kl. 5½ Eftermd. Døde Morbroder og fader og Moder blev hentet derop”. Og på begravelsesdagen skrev han “var vi til Begravelse med Morbroder”. Familien stod sammen i dødens stund, der var alvorens stund.

Den unge enke "Marie Hartvigsen" og bestyrer Jens Peter Olsen
Marie stod nu som 30-årig enke i samme situation som min tip-oldemor Ane Marie gjorde 44 år tidligere på samme gård. Uden en pålidelig og dygtig mand til at styre bedriften, en stabil og energisk mand. Og hvor fandt man en sådan?

Denne pålidelige og dygtige mand, der var trofast og stabil var ikke langt væk. Jens Peter Olsen vendte kort tid efter igen tilbage til gården som bestyrer for Marie, kan man se af dagbogen.

En folketælling fra 1880 viser, at “Marie Hartvigsen”, født i Frederikssund, 30 år gammel enke og husmoder og gårdfæster havde en bestyrer Jens Peter Olsen, 32 år gammel, ugift, født her i sognet, der arbejdede på gården som bestyrer. Der var desuden 2 tjenestefolk: Peter Andersen på 19 år, ugift og fra Frederikssund og Ane Sophie Christensen på 18 år fra sognet. 4 voksne var ikke ret meget arbejdskraft på gården, men til gengæld var der ingen børn.

En folketælling fra 1890 meddeler, at en gård i Sæby by og sogn bebos af
 Kirsten Marie (uden noget efternavn), 38 år, enke, husmoder og gårdfæsterske
 Jens Peder Olsen, 42 år, ugift og gårdbestyrer
 Maren Sophie Pedersen, 21 år, ugift og tjenestefolk
 Niels Karlsen Jørgensen, 19 år, 15 år, ugift og tjenestefolk
 Hans Pedersen, ugift og tjenestefolk

Kirsten Marie og Jens Peter Olsen gift 1896 i København
Jens Peter Olsen og [Kirsten] Marie Andersdatter/Hartvigsen levede sandsynligvis som ægtefolk i 17 år, før de blev gift den 24. Oktober 1896 i Vor Frue Kirke i København.

Hvorfor Vor Frue Kirke og hvorfor i København?
Det er i hvert fald langt væk. Ikke kun fra Sæby, men også fra familien. Rasmus Peter Olsen skrev i sin dagbog for datoen den 24. Oktober:
 “… var Jens Peter og Marie nok i København og havde Bryllup de havde nok løst Kongebrev”. Det lille ord “nok” antyder, at han ikke havde oplysningen fra brudeparret selv. I hvert fald ikke før senere. 2 dage senere noterede Rasmus Peter i sin dagbog for den 26. Oktober “…fik jeg Brev fra Dorthea Jensen (Sadelmagerens datter) København med Lykønskning og Meddelelse om at Jens Peter og Marie i Lørdags Kl. 3½ i Vor frue Kirke i København”. Dorthea er nok blevet brugt som familiens neutrale overbringer og mægler.

Der blev i hvert fald lagt 2 stridsøkser til side ved denne lejlighed, for det noteredes i dagbogen den 15. November: “… Aften var min søster og jeg op hos Jens Peter, der var bedet nogle i anledning af deres Bryllup.” Men tilgivelsen har måske ikke været så helhjertet igen, da det ikke hedder “Jens Peter og Marie” eller “oppe hos Marie“, men slet og ret “hos Jens Peter”.

Ting tager den tid, ting tager
Også i dette tilfælde. Måske var tidspunktet ikke tilfældigt valgt. Jens Peters mor og far var nu døde, i henholdsvis august 1882 og juli 1895. Brylluppet stod 15 måneder efter Jens Peters mors død. Man kan forestille sig en moders reaktion på en “svigerdatters” forræderi mod en kær søn, der ikke fortjente sin ulykkelige skæbne. Jens Peter kunne tilgive, og han skulle jo kun vente i 4 år på pige og gård, før han flyttede ind igen. Men mon hans mor og far også kunne? Det er almindelig kendt, at når voksne bliver indblandet i børns skænderier, eksisterer konflikten stadig for forældrene længe efter, at børnene er begyndt at lege sammen igen. Det kunne se ud til at være tilfældet også her.

På denne måde fik Jens Hartvig Rasmussen stadig betydning for andre menneskers liv i Sæby og Frederikssund 17 år efter sin død.

En anden forklaring
Slægtsforskeren Søren Klarskov Larsen fra Kornerup fortæller
(i “Bramsnæs Arkivar fortæller historie” 9/1 side 30-31):

- Da godsejerne begyndte at sælge deres bøndergårde til fri ejendom ville han også købe sin gård, men godsejeren på Krabbesholm, cand. Jur. Treschow, ville ikke sælge, måske har Jens Hartvig der var en fremtrædende mand og talte ved politiske møder, ved slige lejligheder stød godsejeren, eller denne har tænkt, at den gamle mand dør snart, så kan der tjenes ny indfæstning på gården. Selv ikke da Jens Hartvig truede med at gifte sig og efterlade en ung enke i gården til at sidde der på hans fæste, ville godsejeren give sig. Så tog Jens Hartvig en rask beslutning. Hjemkommet fra Krabbesholm gik han lige ud i køkkenet til pigen Marie og spurgte, om hun ville være hans kone. Hun blev nok forbavset, hun var jo kun en ganske ung tjenestepige og han en gammel mand på 73 år, men der står i kirkebogen:

- ifølge kongelig bevilling af 27/3 1874 blev den 20/2 1875 ægteviede i brudens hjem i Frederikssund pige Kirstine Marie Andersen af Sæby, født i Frederikssund, og gårdmand, enkemand Jens Hartvig Rasmussen af Sæby, 73 år, født den 28/10 1801 i Sæby.

- Jens Hartvig døde i 1879, og godsejeren fik ikke nogen ny indfæstning den gang.

- indfæstningen var den sum, der måtte betales til godsejeren for at komme ind i en fæstegård. Det kunne være mange tusinde kroner, men så havde fæsteren ret til at drive gården resten af sin levetid, og døde han, kunne hans enke fortsætte, så længe, hun ikke giftede sig.” Citat slut.

Indfæstningsafgift?
Måske er indfæstningsafgiften en del af forklaringen på, hvorfor Marie giftede sig med Jens Hartvig i stedet for Jens Peter. En gård gør en stor forskel i livsvilkårene for to unge, der ikke havde mange kroner imellem sig til at starte på. Og det er måske derfor, at Marie og Jens Peter ikke giftede sig i 17 år: for at spare indfæstningsafgiften til godsejeren, som Jens Hartvig havde kæmpet for at undgå.

Indfæstningsafgiften var imidlertid ingen hindring for gårdfæster og enke Ane Marie Jensdatter, der giftede sig Jens Hartvig Rasmussen efter 1 års enkestand. Hun har betalt ny fæsteafgift.

En skrøne eller Ane Maries ukendte ungdomskærlighed?
Som ung pige havde Ane Marie været i en helt anden situation, som det var skik og brug dengang. Bramsnæs arkivar Johannes Pedersen bragte Søren Klarskov Larsens artikel “Skildringer fra Sæby…” side 29-30 om en tragisk kærlighedshistorie fra Ane Maries ungdom.

Jeg citerer den lange historiske indledning, da den giver en værdifuld samtidsskildring af de forhold, der blev den hårde virkelighed for Ane Marie:

“- Kejser Napoleon i Frankrig sendte i året 1807 spanske tropper under franske officerer til Danmark, som det hed sig, for at understøtte Kong Frederik den VI under et forsøg på at tilbageerobre de gamle danske landsdele hinsides Øresund. For at få ram på England, som han ikke kunne nå med sine sejrrige armeer, ville Napoleon efter 1807 organisere en såkaldt fastlandsspærring over for Britanien, og alle fastlands markeder skulle lukkes for engelske varer. Sverige, der stod i forbund med England, skulle også tvinges ind under spærringen, og for at gennemføre denne plan sendte Napoleon en hær bl.a. bestående a 14.000 mand spanske soldater op til Danmark.

- Spanien var dengang i forbund med Frankrig, og sammen med franske, hollandske og danske tropper skulle de gøre indfald i Skaane. Overkommandoen af disse samlede styrker havde marskal Bernadotte, prins af Pontecorvo, der senere blev konge af Sverige under navnet Karl den XIV Johan. Hovedstyrken lå i Jylland og på Fyn, men 2 spanske regimenter lå på Sjælland, og heraf 6 batailloner eller 4.000 mand i Roskilde og omegn. Imellem Roskilde og Holbæk, og ud af Køgevej blev der lagt 2 batailloner i kantonnement, og det er sandsynligt, at nogle af disse blev indkvarteret i Sæby og omegn, men da befolkningen ikke forstod soldaternes sprog - man var jo ikke så oplyste i 1807 - hævdes det, at det ligesågodt kunne være holstenere eller englændere, der var indkvarteret.

- herom handler nedenstående beretning, som for nogle år siden er skrevet af afdøde Søren Klarskov Larsen, Kornerup: Min moder var født i Sæby ved Roskilde i 1851. Hun har fortalt mig følgende om hendes bedstemoder, Ane Marie Jensdatter, der far født i samme by 1789 og levede hele sit liv der.

- I 1807 i senhøsten gik rygtet, at engelskmændene rykkede frem ad landevejen mod Holbæk og da kom deres slægtninge, Peter Hansens fra Torkilstrup, som boede på den nuværende Frihedsgaard, på hovedkulds flugt hjem til Sæby, hvor de håbede at være i fred for fjenden, og i de par dage, de var der, spejdede de uafbrudt mod syd, idet de ventede, at deres hjem med alt deres efterladte ejendom skulle gå op i lurer, men er skete intet, og da der snart kom bud, at englænderne var draget bort, drog de hjem igen. Da de kom hjem til gården, sad alle deres guld- og sølvnakker på stakitstaverne ved indkørslen som en spøgefuld hilsen. De var taget af en skuffe i dragkisten, og det var det eneste der var rørt.

- En dag kort efter denne begivenhed kom der soldater i indkvartering i Sæby. Moder sagde, at det var engelskmænd, men det kan vist ikke passe, da disse aldrig kom så langt mod nord for landevejen til Holbæk. (Ofte blev “Engelskmænd“ og “Spaniolere“ forvekslet med de holstenske tropper. Således har “Arveprins Ferdinands Dragonregiment“ samt “Holstensk ridende Artilleri“ under oberstløjtnant d’Aubert været indkvarteret på Holbækegnen i de nævnte år, og disse soldater blev i mindefortællingerne til “Engelskmænd“ og “Spaniolere“, rimeligvis på grund af deres uforståelige sprog). Snarere har det været vore egne soldater, der kom fra Holsten. Spaniolerne kom, så vidt man ved, ikke i kvarter uden for Roskilde, ellers kunne det jo have været dem. Der var noget fremmedartet over dem, og de forstod ikke rigtigt dansk. Min oldemor var mellem 18 og 20 år, og hun og én af de fremmede soldater blev snart gode venner, skønt det kneb med sproget. Det blev den gamle historie ved længere indkvartering: Han hjalp Marie at malke og var sammen med hende både ude og hjemme, og de blev snart betragtet som kærestefolk at være. Forældrene var ikke så glade for partiet og drog et lettelsens suk, da soldaterne en dag drog bort, og da deres nabo tilmed en fjern slægtning manglede en kone, pressede de den unge pige for at få et giftermål i stand, idet de vel frygtede for, at soldaten skulle komme igen. Og sad hun først som gårdkone, mente de vel, at så slog hun slige griller af hovedet. Han var ganske vist 40 år ældre end hende og enkemand med voksne børn, der ville være meget ældre end deres nye stedmoder. Længe har hun vægret sig og ventet at høre fra sin ven. Skule hun aldrig genopleve den lykkelige tid, de havde tilsammen, men i stedet blive bundet til en gammel enkemand. Men da tiden gik, og krigen hærgede Europa og tog så mange soldaters liv, og der var intet postvæsen med ordnet brevforsendelse dengang, og da Ane Marie ikke hørte mere fra sin hjertenskær, har hun til sidst bøjet sig for forældrenes vilje. Det, som vi syns meningsløst og urimeligt, bøjede man sig dengang for og fandt sig i, at det skulle sådan være og kunne ikke blive anderledes.

- Og så fortæller den gamle kirkebog om “slægtens ve og våde“, der har været mere “gråd end sang“.

[Ane Marie Jensdatter og Hans Jensen har ifølge folketælling 1834 sønnen Christian Hansen, født den 23. Oktober 1808, den 19. Søndag efter Trinitatis, i Sæby. Han blev hjemmedøbt. Kirkebogen oplyser som ved andre barnedåbshandlinger kun faderens navn, Hans Jensen. Den unge Ane Marie og den 41 år ældre Hans Jensen ventede med at gifte sig i 3 år. Lis-note]

- den 18. Juni 1811 blev viet i Sæby kirke pigen Ane Marie Jensdatter til enkemand og gårdmand af Sæby, Hans Jensen.
- Hendes fader Jens Hansen var hendes forlover (Ane Marie var født den 2. April 1789. Hans Jensen var født i 1748).

- I 1814 kom freden til det hærgede Europa, alle de mange soldater kom hjem, og en dag stod soldaten i Jens Hansens gård som en pæn ung mand, der kom for at hente sin hjertenskær. I de lange krigsår havde hans håb og længsel stadig gået den lange vej til Sæby, og nu var Ane Marie en anden mands kone. Han var sluppet godt fra alle krigens farer og det værste slag ramte ham, da freden kom. Hvor han blev af, om han glemte Ane Marie, vides ikke.

- Ane Marie fik en datter i 1818 og en søn i 1822. Da var Hans Jensen ca. 74 år gammel. En gammel rask knark har han nok været. Han døde i 1835, 87 år gammel.

- Ane Marie blev året efter gift med en mand, der hed Jens Hartvig, som blev en god mand for hende og en god stedfader for hendes 2 børn. Han var begavet og anset, så han mindes endnu på egnen. Jeg har et fotografi af min oldemor som gammel kone. Når jeg ser på det, må jeg tænke på hendes mærkelige skæbne, det er som hun blev snydt for noget her i livet. Hun døde 1863.” Citat slut.


Lidt lokalhistorie og lidt om forholdet til kirken omkring 1865
Søren Klarskov Larsen fra Kornerup fortæller videre på side 31-32 lidt om det daglige liv og om forholdet til præsten og Sæby kirke:

“- Pastor Henning Jensen, som blev kapellan i Sæby 16/12 1865, skriver om bønderne der, at de ikke var meget kirkelige. De modtog ham venligt. Den, der havde mest indflydelse, hed Jens Hartvig. Han boede i gården over for præstegården. Han var vist nok en religiøs mand, men han kunne ikke bruge mine prædikener. De var for skrappe, sagde han.

… Ovennævnte præst skriver videre: “Dog mindes jeg nogle gårde ved vejen til Kirke Hyllinge, hvor jeg blev glad ved at komme, særlig Hans Hansens hvis familie kom tit i kirke“. Her blev min mor født den 22/9 1851, hun ville altid, at der om søndagen skulle mindst én i kirke fra gården, det er vist en skik, hun havde hjemmefra. Da hun gik i skole i krigsåret 1864, måtte de store piger sidde og pille Charpi, det var linnedklude, der blev trevlet op, og som så sendtes over til hæren og brugtes til at standse blødning af sår.

I sin skoletid havde hun også oplevet, at Frederik den Syvende med Grevinde Danner og hele sig følge drog gennem byen på vej til eller fra Jægerspris. Ligeledes var hun med til at køre grønærter til København, noget de sydlige sogne i Hornsherred var storleverandør af på Københavns torv i en lang periode, de kørte hjemmefra om aftenen og kunne så være derinde om morgenen. Hestene blev så vant til turen, at de kunne passe farten, selv når herskabet på vognen tog sig en lur.

En historie fortalte mor om to Sæbymænds Københavnstur, det er, hvad der kan lade sig fortælle, for sandfærdigheden kan ikke garanteres:

- De var kommet til København i 1807, da engelskmændene var i færd med at indeslutte byen, da kom en jøde hen til dem, om ikke han kunne køre med dem ud på landet for at gemme sig med sine mest nødvendige ejendele. De blev enige og kørte med ham ud på Christianshavn ved Knippelsbro, hvor de så begyndte at læsse. Det var bl.a. et pengeskrin. Da nu jøden var oppe i lejligheden, ser de, at der kommer et skib, som skal gennem broen, og så farer der en djævel i de to ellers hæderlige mænd, de pisker på hesten og jager over broen, den går op, og et øjeblik efter står jøden og skriger på den anden side, medens de to bønder kører rask henad gaden og forsvinder. De slap vel ud af byen og hjem til Sæby, jøden hørte de aldrig mere fra, men altid, når disse gårdmænds velstand kom på tale, sagde folk: “Det er de jødepenge”.

- At de også foretog sig andet i København end at handle med ærter viser et fund, jeg gjorde i min moders gemmer, en falmet rose, pakket ind i et stykke papir, hvorpå der stod: “Denne rose gemmer jeg til minde om, da jeg var på besøg hos Grundtvig på Marielyst den 7de juli 1870”.

- Dette lille stykke slægtshistorie, nogle få led i den lange, lange kæde. I rolige tider sker der kun lidet, i ufredstider træder begivenhederne stærkere frem, nogle minder blev stående længe, medens andre haster over jorden som en storm i høst, forsvinder og er glemt med det samme, men den, hvis minde vel nok står stærkest, er Jans Hartvig. Selv om han ingen børn havde og ikke var i familie med os, er han opkaldt mange gange, og hans navn ført videre, nu er der blot føjet Larsen til.

- om engelskmændene[s] optræden her i 1807 er mig fortalt følgende:

De havde lejr her ved Kornerup på en eng ved landevejen, der kaldtes Pørken. Gamle Jens Jensen fra Kattinge har fortalt mig, at hans bedsteforældre, der fyldte en stor egetræskiste med linned og nogle andre værdifulde ting og gravede det i jorden. Da englænderne kom, gjorde de ikke mindste tegn til at ville have fat i noget af den slags, de tog blot en bimpel øl med sig, og den fik de igen, men tømt, den blev fundet ovre ved Trellerup. Men da de gravede kisten op, var lærredet begyndt at blive varmt. Det havde ikke tålt at ligge der længere. Ovre i Nyglims-Alléen kom en trop ryttere ind i en gård, her var kun konen hjemme. Hun måtte blive, fordi hun lå i barselsseng. De kom ind i stuen og de har måske været vant til, at man, hvor de kom, prøvede alle mulige fif for at gemme, så én af dem gik hen og løftede tæppet, hvor barnet lå, så vendte han sig mod de andre og sagde: “Ach, das ist ein Kind”. Størstedelen af tropperne var nemlig ikke englændere, men tyskere. Der boede i 1807 en mand, der hed Jacob Jensen, på gården Fredshøj i Lejre, han havde et par prægtige køreheste, og han frygtede for, at engelskmændene skulle tage dem, så sendte han dem ind på Aunstrupgården inde midt i de store skove. Så skete der det, at netop derinde kom engelskmændene, de tog de to heste og prøvede at tilride dem og lære dem at springe, men de var for tunge, og de var ganske ødelagte, da de kom hjem til Lejre, og der på gården havde engelskmændene slet ikke været. ”
Hermed slutter Søren Klarskov Larsen, Kornerup pr. Roskilde sine lokalhistoriske beretninger.

Arkivar Johs. Pedersen tilføjede bagefter, at “Ifølge et gammelt kort for Sæby bys udflytning omkring år 1800 var Ane Maries fader fæste på Lyshøjråd, matr.nr. 8 af Sæby…” (side 34)

Arkivaren skrev også, at “Det berettes, at Frederik den Syvende og Grevinde Danner gjorde ophold hos Jens Hartvig når de kom gennem Sæby på rejsen til Jægerspris. I den anledning skænkede kongen gården en buste af Frederik den Syvende. Den stod i mange år i et anlæg ved gården, men eksisterer ikke mere. Der siges, at hovedet på busten blev taget ind hver vinder, og da gården brændte i 1917, gik hovedet til under branden. En lignende buste sår ved den gamle Holbæklandevej ved Egegården under Torkilstrup. Godsejer, geheimekonferensråd N. A. Holten til Krabbesholm havde et mindre kontor hos Jens Hartvig, hvor Sæbys 22 bønder betalte deres landgilde til godset. Efter Jens Hartvigs død giftede hans stadige unde enke sig med Jens Peter Olsen, der nu blev mand på gården. Da den brændte i 1917 byggede han den op på samme sted og med omtrent samme indretning som den gamle.

- Den 31. Juli 1808 gjorde de spanske soldater i Roskilde oprør mod de franske officerer, der havde kvarter i Palæet, og en løjtnant blev dræbt, men det lykkedes de øvrige officerer at flygte gennem Absalonsbuen til Domkirken og derfra om natten til København, hvor de meldte sig til Frederik den VI, som i hast sendte danske tropper til Roskilde for at afvæbne spanierne. Senere blev disse som fanger ført til København og derfra sendt til et 6 år langt fangenskab i Nordfrankrig. Hvis det er rigtigt, at “vor“ soldat i Sæby var spanioler, har han nok været medsendt til Frankrig og først efter 6 år blevet frigivet, og det kan så forklare, at han først 6 år efter igen dukkede på i Jens Hansens gård for at søge genforening med sin hjertenskær Ane Marie.”

Toftegården Matr. Nr. 20
Jens Hartvig Rasmussen fik stor betydning for oldefar Peder Hansens liv. På mere end flere måder.
(se Roskilde lokalarkivs breve fra Jens Hartvig) med gård etc.

Søren Klarskov Larsen fortæller endvidere om Jens Hartvig (Artiklen, side 31) at “ De to stedbørn blev hjulpet godt i vej af Jens Hartvig: Peter Hansen, født den 23./9 1822, fik en gård i Sæby, matr. Nr. 20, som nu ejes af hans [sted-] sønnesøn, Arno Pedersen. Ane Marie Hansdatter, født den 18/12 1818 blev gift med gårdmand Hans Hansen, matr. Nr. 10 (nuværende Hjørnegård, viet den 29/5 1846).”

Peder Hansen blev altså født på Knivsbjerggård matr. Nr. 11 i Sæby. Den lå Hornsherredvej 449 i Sæby. Se billede i Bramsnæs Arkivarens artikel side 31. Gården brændte i 1917, og Jens Peter Olsen og Kirstine Marie byggede den op efter branden. Ifølge Bramsnæs arkivar Johs. Pedersen var sidste ejer Emil Roed, der solgte jordtilliggendet i 1989 til ejeren af Østervang på St. Karleby mark, der havde tilstødende arealer mod syd. Gården er derefter ophørt som landbrugsejendom. (kildetekst under billedet side 31).

 

 Web: Lis Klarskov Jensen


 


Dåbsfad i Køge Kirke
skænket  1635 af
Hans Christensen Humble og Karen Hansdatter