© Lis Klarskov
Jensens slægtsforskning Ane Marie Jens Datter enke 1835
Peder Hansens mor Ane MarieJensdatter
blev siddende på gården efter ægtemanden
Hans Jensens
død. Men hun kunne ikke drive gården alene ved tjenestefolk. For dyrt og
for usikkert med skiftende arbejdskraft. Børnene var voksne og ville
snart få deres eget. Hun var nu 46 år gammel og i sin bedste alder.
Sønnen Christian på 27 år boede endnu hjemme og var ugift ifølge en
folketælling fra 1734 og arbejdede på gården. Ane Marie på sytten
arbejdede også hjemme og var ugift. Sønnen Peder på 13 arbejdede i
driften, som han plejede, med de sysler og gøremål, der var hans.
Derudover var der en tjenestekarl, Rasmus Larsen på 19 år, ugift. Han
forlod gården inden 1840.
Gift igen 1836
Men Ane Marie var ikke kun enke med store eller voksne børn ved Hans
Jensens død i 1835, hun havde også en gård, så hun var et godt parti. Ane Marie Jens Datter var i 1835 46 år
gammel og hun giftede sig året efter med en mand, der kom til at spille
en stor rolle i samfundet Sæby, for Ane Marie Jensdatter selv og for
børnene, ikke mindst for min oldefar Peder Hansen, født
28. Marts 1822 i Sæby.
1840-folketællingen viser, at der var kommet en ny mand til gården, Jens
Hartvigsen på 39 år. Jens Hartvig kom til gården i 1836, hvor han
giftede sig med den 12 år ældre enke Ane Marie Jensdatter den 23. Marts
1836.
Jens Hartvig Rasmussen (1801-1879, Sæby)
Stedfaderen Jens Hartvig Rasmussen blev en
vigtig person i Ane Maries søns, Peder Hansens liv de næste 43 år.
Folketællingens
Jens Hartvigsen hed egentlig Jens Hartvig Rasmussen.
Han var født i Sæby den 22. Søndag efter Trinitatis, dvs. den 28.
Oktober 1801 som uægte barn af Kirsten Hansdatter i Sæby. “Til
Barnefader blev af (ulæseligt) Smeden Hans Hendrick i Sæby udlagt Ung
Karl Rasmus Rasmussen fra Lyndbye”. Et opslag i folketællingen for 1778
fra Lyndbys viser en familie Rasmussen, hvor Rasmus Rasmussen var 13 år
og boede på en gård med far R. Rasmussen, 59 år og gårdbeboer, med mor
Mette Laursdatter, madmoder og 40 år, og med søskendeflokken Laurs,
Peder, Maren og Hans.
I 1801 var Rasmus Rasmussen 35 år, men om han var den virkelige fader
eller ej, bliver aldrig opklaret. Der var i hvert fald rygter om, at han
var søn af præsten, ifølge Bramsnæs Lokalhistoriske Arkivs småskrift
“Arkivaren fortæller historie” fra 1989. Her skrev Søren Klarskov Larsen
fra Kornerup i sin artikel “Skildringer fra Sæby, om spanioleren og
pigen Ane Marie i 1807 samt om bonden Jens Hartvig, der levede fra
1801-79“ (side 31), at “Jens Hartvig skulle i øvrigt være en “uægte”
præstesøn. Søren Klarskov Larsens mor var født i Sæby i 1851, og hun har
nok hørt en masse løs snak i den lille landsby.
Lille Jens Hartvig blev født i Sæby ind i en familie med et stærkt
sammenhold. En familie med respekt om sig, og kirkebogs-skriveren var
rar, da han skulle skrive dåben ind. Han nøjedes med at notere, at
barnet var “uægte” og kaldte ikke den ugifte Kirsten for “fruentimmeret”
eller “ugift”, som det ellers var sædvane, alt efter præsten eller
degnens temperament og strenghed. Kirsten blev slet og ret kaldt
“moderen”.
Senere giftede "moderen" sig i Sæby og blev mormor til den Rasmus Peter
Olsen, der har skrevet vigtige dagbogsnotater (jf. bog i Bramsnæs Arkiv
i Sæby) og gemt familiebreve og
testamenteret mange arkivalier og genstande til Roskilde Museum som
fortæller en masse samtidshistorie og familiehistorie. Mere om det
senere.
Den unge Jens Hartvig voksede op og blev smed i Sæby. En folketælling
fra 1834 viser, han arbejdede som svend hos smedeenken Karen Jensdatter,
56 år, der levede af professionen. Og Jens Hartvig var smedesvend og 32
år gammel, ugift. Det var hendes søn, den 20-årige Hans Henrik Jørgensen
nok også. Datteren Johanne Jørgensdatter var 17 år i 1834, men Jens
Hartvig blev ikke svigersøn i denne smedefamilie. Han blev gift med
enken Ane Marie Jensdatter og blev stedfader til hendes 5 voksne og
store børn på gården.
Smed, gårdmand og familiefar
Den tidligere smed kom til at passe godt ind i arbejdet
som gårdmand og ind i sin nye familie.
Husene lå så tæt omkring gadekæret som et moderne parcelhuskvarter. Man
kunne råbe over til naboerne og høre hinandens køer i staldene rundt om gadekæret. Man vidste, når der var
fødselsdag, bryllup, dåb
eller død hos naboerne, kold luft mellem familiemedlemmer eller hvem der
var idømt en lavs-bøde etc. Man var på en eller anden måde i familie med en
del mennesker i landsbyen. Sognefoged i Sæby landsby
Jens Hartvig var en respekteret mand i Sæby og blev som Folketællingen fra
1850 viser (se nedenfor) både “gårdmand, sognefoged og husfader“.
Flittig må han have været. Respekt i et lille samfund
afhænger ikke kun af penge og familierelationer, selv om det kan hjælpe gevaldigt,
men respekt skabes blandt ligemænd ved at være flittig, ærlig, trofast og -
dygtig. Et godt hoved og vellidt af landsbyen må han have været.
Hverdagslivet på gården
Jens Hartvig tog fat på gården sammen
med sin kone Ane Marie Jensdatter, indtil hun døde 28 år senere i 1863. Jorden blev tilberedt,
gødet, pløjet, harvet, sået. Der blev høstet korn, slået hø, der blev
revet og kørt ind. Om vinteren blev der tærsket og passet ekstra på,
flækket brænde og pindebrænde og tætnet vinduer, sørget for husdyrene.
Der blev slagtet, malet korn, drænet og gravet render. Lavet
tømmerarbejde på husene og smedearbejde på redskaber og huse og når
hestene skulle skos. Lidt smedearbejde for naboer, måske. Passet køer,
heste og grise. Taget beslutninger, når dyrene blev syge eller skulle
handles. Gravet tørv og kørt ærinder med smør til Roskilde, gået til
alters i kirken med familien. Holdt styr på det, der skulle gøres, både
pigers og drenges, og meget mere end det. Der blev gået til møder og deltaget i
landsbypolitik. Jo, en ordentlig bedrift, en ordentlig mand, en
velfungerende familie. Det giver respekt i landsbyen hos andre, der
har de samme problemer, de samme vilkår, og som forstår hinandens glæder
og sorger. Respekten har skaffet ham tillidsposten som sognefoged i
Sæby.
Folketællingerne
Folketællingen fra 1840 viser “Jens Hartvigsen” på 39 år, gårdmand og
gift med 51-årige Ane Marie Jensdatter. Indskriveren tog det ikke så
nøje med slægtskabet og noterede Ane Maries to ugifte
børn Ane Marie på 22 år og Peder på 18 år som “deres børn”, selvom det
var konens børn af 1. ægteskab. Folketællingens tjenestefolk var 16-årige Juliane Henriksdatter
(jf. FT 1850 nedenfor) og 14-årige Jens
Henriksen.
I folketællingen fra 1845 var Jens Hartvigsen, 44 år, stadig gårdmand i
sognet, gift med “Anne Marie Jensdatter”, 56 år. Hendes datter Anne
Marie er 27 år og stadig ugift. Der er 2 tjenestefolk: 1. Rasmus Olsen på
19 år fra sognet. (Han og hans bror Jens Peter Olsen var Jens Hartvigs
nevøer og kom til at spille en vigtig rolle for Jens Hartvig 30 år
senere.) Men i 1845 arbejdede han bare og var endnu ikke begyndt på sine
dagbogsnotater om gøremål og aftaler og besøg. Der er endnu en tjenestedreng,
2. Peder Hansen på 15 år fra Over Draaby sogn. Sønnen Peder er fraværende.
I folketællingen fra 1850 var alle børnene flyttet hjemmefra på nær
Peder, der var 28 år og ugift stedsøn. Af en eller anden grund var Peder
fraværende på dagen for denne folketælling. Folketællingen var varslet. Der var altså 3 voksne
familiemedlemmer i driften. Dertil kom yderligere tre “tjenestefolk”:
ugifte Peter Hansen Christensen på 19 år fra Dråby i Frederiksborg amt
og en ugift tjenestepige, Juliane Kirstine Hendriks Datter på 26 år fra
sognet og tjenestedrengen Frederik Christiansen på 14 år fra Lyndby
sogn. Juliane Hendricksdatter arbejdede også på gården 10 år før.
I folketællingen fra 1855 var Jens Hartvig Rasmussen på 54 år gårdmand
og sognefoged, gift med Ane Marie Jensdatter på 66 år. Peder Hansen
boede stadig hjemme som 33 årig og arbejdede som stedfaders medhjælper
sammen med den 17-årige Peder Caspersen (?), tjenestekarl født i Sæby,
og Jens Larsen på 15 år fra Jægerspris. Jens var ikke tjenestefolk, men
teksten er ikke tydelig nok her til at læse, hvad han var.
Jens Hartvig Rasmussen død 1879
Jens Hartvig kom til gården 1836 for at blive der indtil sin død den 22. Juni
1879 kl. 5½ om eftermiddagen. Han blev begravet den 30. Juni, og
begravelsen har nok været fulgt af mange fra Sæby og Frederikssund. Selv
præsten syntes, det var værd at skrive Jens Hartvigs Curriculum Vitae i
kirkebogen, hvad der var meget usædvanligt på den tid, bare ikke i Sæby
kirke.
Præstens gave til Jens Hartvig Rasmussen
Måske kan en lille gave fra præstegården kaste lys over Jens Hartvigs
mange kvaliteter. Roskilde Museum modtog blandt mange arkivalier og
genstande fra Rasmus Peter Olsens dødsbo 1941 også et fotografi i en
oval gammel træramme, profileret og med guldliste. Fotoet er et portræt
af en mand, en gave fra en hr. Sørensen i præstegården til Jens Hartvig.
Portrættet viser ifølge museumslisten en mand med tyndt lidt strittende
hår, furer mellem næse og mund, vest tilknappet ved halsen og halsbind.
Øje og halsbind er ødelagt ved overmaling med blæk.
Giveren skrev til Jens Hartvig april 1869:
“Vorherre lønne Dem for al den kjerlighed, det Venskab og den velvilje,
og alle de opofrende Tjenester, som De har vist mig og min Hustrue i de
Aar, vi har levet som Naboer tilsammen i Sæby. Gud være med Dem og give
Dem af sin rige naades Fylde en tilfreds og velsignet Alderdomstid. -
Modtag omstående Photografi som et ringe Beviis paa Erkjendtlighed og
Kjerlighed fra Sæby Præstegaard den 8. April 1869. Sørensen. Til
Gaardmand Jens Hartvig Rasmussen Sæby.”
Det er tydeligt, at Jens Hartvig har været vellidt og har haft mange
venner, var forlover for mange ægteskaber (familie?) og var fadder for
mange børn. Han fik opkaldt børn som hustruen Ane Maries barnebarn efter
sig. Det ser ud til, at han havde et godt og hjælpsomt forhold til
stedsønnen, min oldefar, Peder Hansen. Jens Hartvig selv fik vist ikke
selv børn.
Jens Hartvigs 2. ægteskab i Frederikssund, den 20. Februar 1875
Trods sin popularitet kom han sent i sit liv og endda efter sin død, til
at spille en mindre populær rolle i et familiedrama, der involverede
flere familier i landsbyen. Også oldefar Peder Hansens familie. Der var
sårede følelser, der gjorde ondt og gav forviklinger og brud i
familiebesøg og relationer.
For Jens Hartvig giftede sig som 75-årig med en 25-årig pige, Kirsten
Marie Anders Datter fra Frederikssund, i Frederikssund.
Rasmus Olsens dagbog beretter imellem linierne
Problemet var måske ikke så meget, at der var en aldersforskel på 50 år
mellem brudgom og brud. Problemet lå måske snarere i, at en ung og
formentlig meget forelsket Jens Peter Olsen i Sæby var involveret, og at
familien Olsen med mere familie i Frederikssund og i København også var
Jens Hartvigs nære slægt, som man kan se af Rasmus Olsens dagbog fra
Sæby.
Det hele begyndte med, at Jens Hartvig blev enkemand som 62-årig i 1863.
Folketællinger viser, at Kirsten Marie må være kommet fra Frederikssund
i huset hos enkemand Jens Hartvig mellem 1870 og 1875. Folketællingen
for 1870 viser, at unge Jens Peter Olsen tjente hos sin morbror Jens
Hartvig. Men af dagbogen kan man forstå, at Jens Peter arbejdede hjemme
igen hos sin fader igen omkring 1874, og nu nævnes Jens Hartvig ikke
mere i Rasmus Peter Olsens dagbog.
Jens Hartvig var ikke med til lille Annas begravelse i 1875. Barnet Anna
døde af difteritis og var Jens Peters søsters barn, og Jens Hartvig var
morbror til Jens Peter Olsen og Rasmus Peter Olsen og var fadder til
deres søsters barn Anna. Det ellers nære familie-forhold til familien
Olsen blev brudt 1875. Lille Anna var ligesom Jens Hartvig også født
uden for ægteskab. Hun døde den 15. August 1875 på Rasmus Peter Olsens
faders fødselsdag, der herefter var en sorgens dag. Og Jens Hartvig er
ikke med i dagbogens familiebegivenheder i mange, mange år.
6 måneder forinden havde Jens Hartvig giftet sig med tjenestepigen
Kirsten Marie Anders Datter “hjemme” hos hende i Frederikssund, den 20. Februar
1875. Ingen af Jens Hartvigs søsters familie var med til bryllup. Men
Rasmus Peter kendte til brylluppet og noterede det i sin dagbog. “… for
lyder har Morbroder og Marie Bryllup i Frederikssund”. Det har ikke
været sjovt for nogen i landsbyen. Heller ikke for oldefar Peter Hansen,
der må have haft et godt og tæt forhold til stedfaderen. Mere derom
senere.
Jens Hartvig Rasmussens begravelse i 1879
Jens Hartvig kom ikke til at nyde sin ægteskabelige lykke i mere end 4
år. Han døde den 22. Juni 1879 kl. halv seks om eftermiddagen. Den 30.
Juni 1879, 8 dage senere, begravede den unge enke sin gamle mand:
Præsten skrev:
“Ægtemand, Gårdfæster i Sæby. Han var født i Sæby den 28. Oktober 1801.
Efter at han have drevet smedehåndværket til sit 35te Aar blev han 1836
Gaardmand og ægtede Enken Ane Marie Jensen (+ 1863). Han giftede sig
igen 1875 med Kirstine Marie Andersen, der nu er Enke. To Sletbørn af
hans første Ægteskab er i live. ” Jens Hartvigs alder er angivet til 77
år. Der findes en anmærkning om, at “Skifteretsattest udført 24/6 79 af
Østergaard. Dødsattest af Ligsynsmand Mads ? P. Andersen u/d 26/6 79”.
Hvad nu? Rasmus Peder Olsen noterede i sin dagbog for den 22. Juni: “kl.
5½ Eftermd. Døde Morbroder og fader og Moder blev hentet derop”. Og på
begravelsesdagen skrev han “var vi til Begravelse med Morbroder”.
Familien stod sammen i dødens stund, der var alvorens stund.
Den unge enke "Marie Hartvigsen" og bestyrer Jens Peter Olsen
Marie stod nu som 30-årig enke i samme situation som min tip-oldemor Ane
Marie gjorde 44 år tidligere på samme gård. Uden en pålidelig og dygtig
mand til at styre bedriften, en stabil og energisk mand. Og hvor fandt
man en sådan?
Denne pålidelige og dygtige mand, der var trofast og stabil var ikke
langt væk. Jens Peter Olsen vendte kort tid efter igen tilbage til
gården som bestyrer for Marie, kan man se af dagbogen.
En folketælling fra 1880 viser, at “Marie Hartvigsen”, født i
Frederikssund, 30 år gammel enke og husmoder og gårdfæster havde en
bestyrer Jens Peter Olsen, 32 år gammel, ugift, født her i sognet, der
arbejdede på gården som bestyrer. Der var desuden 2 tjenestefolk: Peter
Andersen på 19 år, ugift og fra Frederikssund og Ane Sophie Christensen
på 18 år fra sognet. 4 voksne var ikke ret meget arbejdskraft på gården,
men til gengæld var der ingen børn.
En folketælling fra 1890 meddeler, at en gård i Sæby by og sogn bebos
af
Kirsten Marie (uden noget efternavn), 38 år, enke, husmoder og
gårdfæsterske
Jens Peder Olsen, 42 år, ugift og gårdbestyrer
Maren Sophie Pedersen, 21 år, ugift og tjenestefolk
Niels Karlsen Jørgensen, 19 år, 15 år, ugift og tjenestefolk
Hans Pedersen, ugift og tjenestefolk
Kirsten Marie og Jens Peter Olsen gift 1896 i København
Jens Peter Olsen og [Kirsten] Marie Andersdatter/Hartvigsen levede
sandsynligvis som ægtefolk i 17 år, før de blev gift den
24. Oktober 1896 i Vor Frue Kirke i København.
Hvorfor Vor Frue Kirke og hvorfor i København?
Det er i hvert fald langt væk. Ikke kun fra Sæby, men også fra familien. Rasmus Peter Olsen skrev i sin
dagbog for datoen den 24. Oktober:
“… var Jens Peter og Marie nok i
København og havde Bryllup de havde nok løst Kongebrev”. Det lille ord
“nok” antyder, at han ikke havde oplysningen fra brudeparret selv. I
hvert fald ikke før senere. 2 dage senere noterede Rasmus Peter i sin
dagbog for den 26. Oktober “…fik jeg Brev fra Dorthea Jensen
(Sadelmagerens datter) København med Lykønskning og Meddelelse om at
Jens Peter og Marie i Lørdags Kl. 3½ i Vor frue Kirke i København”.
Dorthea er nok blevet brugt som familiens neutrale overbringer og
mægler.
Der blev i hvert fald lagt 2 stridsøkser til side ved denne lejlighed,
for det noteredes i dagbogen den 15. November: “… Aften var min søster
og jeg op hos Jens Peter, der var bedet nogle i anledning af deres
Bryllup.” Men tilgivelsen har måske ikke været så helhjertet igen, da
det ikke hedder “Jens Peter og Marie” eller “oppe hos Marie“, men slet
og ret “hos Jens Peter”.
Ting tager den tid, ting tager
Også i dette tilfælde. Måske var
tidspunktet ikke tilfældigt valgt. Jens Peters mor og far var nu døde, i
henholdsvis august 1882 og juli 1895. Brylluppet stod 15 måneder efter
Jens Peters mors død. Man kan forestille sig en moders reaktion på en
“svigerdatters” forræderi mod en kær søn, der ikke fortjente sin
ulykkelige skæbne. Jens Peter kunne tilgive, og han skulle jo kun vente
i 4 år på pige og gård, før han flyttede ind igen. Men mon hans mor og
far også kunne? Det er almindelig kendt, at når voksne bliver
indblandet i børns skænderier, eksisterer konflikten stadig for
forældrene længe efter, at børnene er begyndt at lege sammen igen. Det
kunne se ud til at være tilfældet også her.
På denne måde fik Jens Hartvig Rasmussen stadig betydning for andre menneskers liv i Sæby
og Frederikssund 17 år efter sin død.
En anden forklaring
Slægtsforskeren Søren Klarskov Larsen fra Kornerup fortæller
(i
“Bramsnæs Arkivar fortæller historie” 9/1 side 30-31):
- Da godsejerne begyndte at sælge deres bøndergårde til fri ejendom
ville han også købe sin gård, men godsejeren på Krabbesholm, cand. Jur.
Treschow, ville ikke sælge, måske har Jens Hartvig der var en
fremtrædende mand og talte ved politiske møder, ved slige lejligheder
stød godsejeren, eller denne har tænkt, at den gamle mand dør snart, så
kan der tjenes ny indfæstning på gården. Selv ikke da Jens Hartvig
truede med at gifte sig og efterlade en ung enke i gården til at sidde
der på hans fæste, ville godsejeren give sig. Så tog Jens Hartvig en
rask beslutning. Hjemkommet fra Krabbesholm gik han lige ud i køkkenet
til pigen Marie og spurgte, om hun ville være hans kone. Hun blev nok
forbavset, hun var jo kun en ganske ung tjenestepige og han en gammel
mand på 73 år, men der står i kirkebogen:
- ifølge kongelig bevilling af 27/3 1874 blev den 20/2 1875 ægteviede i
brudens hjem i Frederikssund pige Kirstine Marie Andersen af Sæby, født
i Frederikssund, og gårdmand, enkemand Jens Hartvig Rasmussen af Sæby,
73 år, født den 28/10 1801 i Sæby.
- Jens Hartvig døde i 1879, og godsejeren fik ikke nogen ny indfæstning
den gang.
- indfæstningen var den sum, der måtte betales til godsejeren for at
komme ind i en fæstegård. Det kunne være mange tusinde kroner, men så
havde fæsteren ret til at drive gården resten af sin levetid, og døde
han, kunne hans enke fortsætte, så længe, hun ikke giftede sig.” Citat
slut.
Indfæstningsafgift?
Måske er indfæstningsafgiften en del af forklaringen på, hvorfor Marie giftede sig med
Jens Hartvig i stedet for Jens Peter. En gård gør en stor forskel i
livsvilkårene for to unge, der ikke havde mange kroner imellem sig til
at starte på. Og det er måske derfor, at Marie og Jens Peter ikke
giftede sig i 17 år: for at spare indfæstningsafgiften til godsejeren,
som Jens Hartvig havde kæmpet for at undgå.
Indfæstningsafgiften var imidlertid ingen hindring for gårdfæster og enke Ane Marie Jensdatter,
der giftede sig Jens Hartvig Rasmussen efter 1 års enkestand. Hun har
betalt ny fæsteafgift.
Lidt lokalhistorie og lidt om forholdet til kirken omkring 1865
Bramsnæs arkivar Johannes Pedersen bragte Søren Klarskov Larsens artikel
“Skildringer fra Sæby…”
Søren Klarskov Larsen fra Kornerup fortæller på side 31-32 lidt
om det daglige liv og om forholdet til præsten og Sæby kirke:
“- Pastor Henning Jensen, som blev kapellan i Sæby 16/12 1865, skriver
om bønderne der, at de ikke var meget kirkelige. De modtog ham venligt.
Den, der havde mest indflydelse, hed Jens Hartvig. Han boede i gården
over for præstegården. Han var vist nok en religiøs mand, men han kunne
ikke bruge mine prædikener. De var for skrappe, sagde han.
… Ovennævnte præst skriver videre: “Dog mindes jeg nogle gårde ved vejen
til Kirke Hyllinge, hvor jeg blev glad ved at komme, særlig Hans Hansens
hvis familie kom tit i kirke“. Her blev min mor født den 22/9 1851, hun
ville altid, at der om søndagen skulle mindst én i kirke fra gården, det
er vist en skik, hun havde hjemmefra. Da hun gik i skole i krigsåret
1864, måtte de store piger sidde og pille Charpi, det var linnedklude,
der blev trevlet op, og som så sendtes over til hæren og brugtes til at
standse blødning af sår. I sin skoletid havde hun også oplevet, at
Frederik den Syvende med Grevinde Danner og hele sig følge drog gennem
byen på vej til eller fra Jægerspris. Ligeledes var hun med til at køre
grønærter til København, noget de sydlige sogne i Hornsherred var
storleverandør af på Københavns torv i en lang periode, de kørte
hjemmefra om aftenen og kunne så være derinde om morgenen. Hestene blev
så vant til turen, at de kunne passe farten, selv når herskabet på
vognen tog sig en lur. En historie fortalte mor om to Sæbymænds
Københavnstur, det er, hvad der kan lade sig fortælle, for
sandfærdigheden kan ikke garanteres:
- De var kommet til København i 1807, da engelskmændene var i færd med
at indeslutte byen, da kom en jøde hen til dem, om ikke han kunne køre
med dem ud på landet for at gemme sig med sine mest nødvendige ejendele.
De blev enige og kørte med ham ud på Christianshavn ved Knippelsbro,
hvor de så begyndte at læsse. Det var bl.a. et pengeskrin. Da nu jøden
var oppe i lejligheden, ser de, at der kommer et skib, som skal gennem
broen, og så farer der en djævel i de to ellers hæderlige mænd, de
pisker på hesten og jager over broen, den går op, og et øjeblik efter
står jøden og skriger på den anden side, medens de to bønder kører rask
henad gaden og forsvinder. De slap vel ud af byen og hjem til Sæby,
jøden hørte de aldrig mere fra, men altid, når disse gårdmænds velstand
kom på tale, sagde folk: “Det er de jødepenge”.
- At de også foretog sig andet i København end at handle med ærter viser
et fund, jeg gjorde i min moders gemmer, en falmet rose, pakket ind i et
stykke papir, hvorpå der stod: “Denne rose gemmer jeg til minde om, da
jeg var på besøg hos Grundtvig på Marielyst den 7de juli 1870”.
- Dette lille stykke slægtshistorie, nogle få led i den lange, lange
kæde. I rolige tider sker der kun lidet, i ufredstider træder
begivenhederne stærkere frem, nogle minder blev stående længe, medens
andre haster over jorden som en storm i høst, forsvinder og er glemt med
det samme, men den, hvis minde vel nok står stærkest, er Jans Hartvig.
Selv om han ingen børn havde og ikke var i familie med os, er han
opkaldt mange gange, og hans navn ført videre, nu er der blot føjet
Larsen til.
- om engelskmændene[s] optræden her i 1807 er mig fortalt følgende:
De havde lejr her ved Kornerup på en eng ved landevejen, der kaldtes
Pørken. Gamle Jens Jensen fra Kattinge har fortalt mig, at hans
bedsteforældre, der fyldte en stor egetræskiste med linned og nogle
andre værdifulde ting og gravede det i jorden. Da englænderne kom,
gjorde de ikke mindste tegn til at ville have fat i noget af den slags,
de tog blot en bimpel øl med sig, og den fik de igen, men tømt, den blev
fundet ovre ved Trellerup. Men da de gravede kisten op, var lærredet
begyndt at blive varmt. Det havde ikke tålt at ligge der længere. Ovre i Nyglims-Alléen kom en trop ryttere ind i en gård, her var kun konen
hjemme. Hun måtte blive, fordi hun lå i barselsseng. De kom ind i stuen
og de har måske været vant til, at man, hvor de kom, prøvede alle mulige
fif for at gemme, så én af dem gik hen og løftede tæppet, hvor barnet
lå, så vendte han sig mod de andre og sagde: “Ach, das ist ein Kind”.
Størstedelen af tropperne var nemlig ikke englændere, men tyskere. Der
boede i 1807 en mand, der hed Jacob Jensen, på gården Fredshøj i Lejre,
han havde et par prægtige køreheste, og han frygtede for, at
engelskmændene skulle tage dem, så sendte han dem ind på Aunstrupgården
inde midt i de store skove. Så skete der det, at netop derinde kom
engelskmændene, de tog de to heste og prøvede at tilride dem og lære dem
at springe, men de var for tunge, og de var ganske ødelagte, da de kom
hjem til Lejre, og der på gården havde engelskmændene slet ikke været. ”
Hermed slutter Søren Klarskov Larsen, Kornerup pr. Roskilde sine
lokalhistoriske beretninger.
Arkivar Johs. Pedersen tilføjede bagefter, at “Ifølge et gammelt kort
for Sæby bys udflytning omkring år 1800 var Ane Maries fader fæste på
Lyshøjråd, matr.nr. 8 af Sæby…” (side 34)
Arkivaren skrev også, at “Det berettes, at Frederik den Syvende og
Grevinde Danner gjorde ophold hos Jens Hartvig når de kom gennem Sæby på
rejsen til Jægerspris. I den anledning skænkede kongen gården en buste
af Frederik den Syvende. Den stod i mange år i et anlæg ved gården, men
eksisterer ikke mere. Der siges, at hovedet på busten blev taget ind
hver vinder, og da gården brændte i 1917, gik hovedet til under branden.
En lignende buste sår ved den gamle Holbæklandevej ved Egegården under
Torkilstrup. Godsejer, geheimekonferensråd N. A. Holten til Krabbesholm
havde et mindre kontor hos Jens Hartvig, hvor Sæbys 22 bønder betalte
deres landgilde til godset. Efter Jens Hartvigs død giftede hans stadige
unde enke sig med Jens Peter Olsen, der nu blev mand på gården. Da den
brændte i 1917 byggede han den op på samme sted og med omtrent samme
indretning som den gamle.
- Den 31. Juli 1808 gjorde de spanske soldater i Roskilde oprør mod de
franske officerer, der havde kvarter i Palæet, og en løjtnant blev
dræbt, men det lykkedes de øvrige officerer at flygte gennem
Absalonsbuen til Domkirken og derfra om natten til København, hvor de
meldte sig til Frederik den VI, som i hast sendte danske tropper til
Roskilde for at afvæbne spanierne. Senere blev disse som fanger ført til
København og derfra sendt til et 6 år langt fangenskab i Nordfrankrig.
Hvis det er rigtigt, at “vor“ soldat i Sæby var spanioler, har han nok
været medsendt til Frankrig og først efter 6 år blevet frigivet, og det
kan så forklare, at han først 6 år efter igen dukkede på i Jens Hansens
gård for at søge genforening med sin hjertenskær Ane Marie.”
Toftegården Matr. Nr. 20
Jens Hartvig Rasmussen fik stor betydning for oldefar Peder Hansens liv.
På mere end flere måder.
(se Roskilde lokalarkivs breve fra Jens Hartvig) med gård etc.
Søren Klarskov Larsen fortæller endvidere om Jens Hartvig (Artiklen,
side 31) at “ De to stedbørn blev hjulpet godt i vej af Jens Hartvig:
Peter Hansen, født den 23./9 1822, fik en gård i Sæby, matr. Nr. 20, som
nu ejes af hans [sted-] sønnesøn, Arno Pedersen. Ane Marie Hansdatter,
født den 18/12 1818 blev gift med gårdmand Hans Hansen, matr. Nr. 10
(nuværende Hjørnegård, viet den 29/5 1846).”
Peder Hansen blev altså født på Knivsbjerggård matr. Nr. 11 i Sæby. Den
lå Hornsherredvej 449 i Sæby. Se billede i Bramsnæs Arkivarens artikel
side 31. Gården brændte i 1917, og Jens Peter Olsen og Kirstine Marie
byggede den op efter branden. Ifølge Bramsnæs arkivar Johs. Pedersen var
sidste ejer Emil Roed, der solgte jordtilliggendet i 1989 til ejeren af
Østervang på St. Karleby mark, der havde tilstødende arealer mod syd.
Gården er derefter ophørt som landbrugsejendom. (kildetekst under
billedet side 31).
|
