©
Lis Klarskov Jensens aner Toftegård i Sæby
Søren Klarskov Pedersen blev født den 19.6.1874 på Toftegård i Sæby sogn i Bramsnæs, Voldborg Herred, Roskilde
Amt. Toftegård var en hvid bondegård med sort bindingsværk og stråtækt
tag. Foran lå de høje
gamle egetræer og det lille gadekær, hvor kvæget kunne gå hen og drikke
og ænderne opdrage deres ællinger. Søren blev
født kun få måneder efter sin navnebroders død og blev derfor
opkaldt efter ham. Forældrene
var Peter Hansen og Maren
Kirstine Larsdatter.
På billedet til højre ser man de træer, hvor han klatrede som barn og
gadekæret, som han og de andre børn brugte til skøjtebane, når det var
iset til.
Og her havde drengen Søren engang reddet en pige fra
at drukne.
Barndommen
Søren blev døbt hjemme i 1874 efter ritualet for hjemmedåb, i Faderens,
Sønnens og Helligåndens navn, og derefter blev han "fremstillet i
kirken" af forældrene for at blive døbt ifølge kirkens ritualer. Dåben
blev bekræftet foran en præst i en kirke, som senere skulle opleve Søren
som stor dreng klatre op ad kirketårnet.
Hans forældre var Lutheranere og nok flittige kirkegængere, som man
nu var det almindeligvis i Sæby på den tid. Faderen var bondesønnen
Peder Hansen, døbt i
Sæby kirke ligesom sønnen Søren. Moderen var bondedatteren
Maren Kirstine Larsdatter
(1836-1915), født og opvokset i Kornerup, begravet på Sæby kirkegård. Forældrene var begge børn af gårdmænd i Roskilde amt.
Sæby landsbyskole
Toftegården lå ved siden af landsbyskolen, så Søren kunne lige hoppe
over naboskellet og ind i skole. Sæby
skole var bygget af godsejer
Nicholai Abraham Holten i 1830, samme år som han
anlagde Krabbesholm skov. Skolen fungerede
som skole for både Sæby og Gjershøj sogne. Nu er den
lokalhistorisk arkiv.
Her gik Søren Klarskov og hans søskende i skole, indtil
de blev “udskrevet” efter konfirmationen. Søren Klarskov Pedersen (med
hårdt d) blev
udskrevet af skolen den 25.9.1888 og har altså været 14 år og 3
måneder, da han gik ud af skolen. Søren fik ”g!” i kundskab og ”mg” i
opførsel, hvilket ser ud til at have været et godt resultat.
Og her havde en dreng, Rasmus Peder Olsen,
også gået i skole. Igennem Rasmus Olsens dagbog kan vi få et indtryk af
landsbylivet i Sæby. Rasmus begyndte at notere i sin dagbog kun 15 år gammel i 1869 og
sluttede ved sin død 1941. Han har testamenteret skoleinventar og indbo
samt flere ting så som breve til Roskilde museum. Her kan vi finde spor efter
Rasmus' morbroder
Jens Hartvig Rasmussens liv og levned.
Dagbogen er registrerende og ikke reflekterende. En begivenhed blev
nedskrevet i kort noteform og blev ikke beskrevet yderligere. Man kan
alligevel slutte en hel del om hans tanker og følelser og kulturelle
normer, samt af indirekte og direkte valg - eller især fravalg - af de begivenheder, der skulle
noteres. Søren løb for livet i 1889
Søren Klarskov Pedersen kom i lære efter konfirmationen. Folketællingen 1890 viser, at han var i lære i Viby hos
mølleren og bageren Anders Nielsen, der var gift med Sørens
storesøster Ellen Marie.
Livet hos mølleren har været stille og roligt, men i 1889 skete der en
voldsom begivenhed i Viby Mølle, beskrevet i “Gadstrup og Syv Sogne”, Roskilde Dagblads
Bogtrykkeri, 1953, der side 173 fortæller:
“Stubmøllen var efterhånden blevet skrøbelig, og en dag i 1889 brød et
voldsomt uvejr løs med hagl og storm. Da kunne den gamle mølle på den
udsatte post ikke længer modstaa vindtrykket. En arm i krydsfoden gav
efter og knækkede, og derved fik møllen stærk slagside. Dette havde til
følge, at den lange udvendige trappe blev afbrudt, saaledes at folkene i
det højtliggende mølleværk mistede forbindelsen med den faste jord.
Møllen, der stod i saks, væltede så langt til den ene side, at vingen
stødte mod jorden. Derefter dejsede hele møllen forover og brød sammen i
en ruinhob, hvorefter en tæt støvsky stod i vejret. I en saadan
situation er det en fordel at være i besiddelse af en vis portion
aandsnærværelse, og det var møllersvend N.P. Nielsen netop. Han greb
resolut drengen [Søren Klarskov Pedersen, red. LKJ], lempede ham ud gennem dørstedet og sprang saa selv bagefter. Begge slap heldigt fra springet
og kom ned, inden møllen væltede helt, og de undgik ogsaa at blive ramt
af nedstyrtende dele fra møllen. Møllersvenden var broder til mølleren
og blev selv senere ejer af Sallev mølle. Møllerdrengen [Søren Klarskov
Pedersen], som var broder til møllerens kone, blev så forskrækket, at
han gav sig til at løbe. I det samme blev han ramt i nakken af et stykke
tagpap fra møllehatten; i sin rædsel satte han farten yderligere op, og
det varede længe, før han vovede at standse.”
Man kan forestille sig den øredøvende bragen, da de kæmpe-store tandhjul
af træ rev sig løs inde i møllen og bragede ned, inden den solide stub i
møllen knækkede, og møllen kollapsede helt.
Bogen fortsætter: “Da haglbygen var trukket over, og det igen blev
sigtbart, undrede omegnens beboere sig over, hvor Viby mølle var blevet
af, og snart efter strømmede folk mod ruinen for at se paa ødelæggelsen
og hjælpe til, hvis nogen skulle være kommet til skade. Håndværkerne
mødte med deres værktøj. Gårdmand Peder Jen’ i Syv, hvis staaende
udtryk: “Nue, nue, bi nu lidt”, ville have passet til lejligheden, hvis
det bare kunne have gjort virkning, da møllen begyndte at vakle, kom
kørende med to at sine bysfæller, smeden Anders Steffensen og tømrer Per
Nielsen, der havde medført henholdsvis forhammer samt sav og økse. Hvis
nemlig et menneske laa indespærret, kunne det ikke nytte noget at
begynde at skaffe de svære mølledele af vejen uden at være i besiddelse
af godt værktøj. Heldigvis blev der ikke brug for hjælpen. Alt fik lov
til at ligge, som det var faldet, og blev liggende lang tid derefter.”
(side 174.)
Beretningen er fortalt af arkitekt Martin Jensen fra Borup i en artikel
i Roskilde Tidende fra den 27. August 1929.
Viby mølle
Viby mølle lå lidt nord for Vibygård, tæt på landsbyerne Daastrup og Gl.
Viby. Og som historien fortæller, var stubmøllen blevet gammel og
skrøbelig. Møllen er sandsynligvis blevet bygget fra ny i tiden efter
1771, dvs. at den må have været over 100 år gammel.
Stubmøllen var af ege-tømmer: “Møllens dimensioner kendes ikke
nøjagtigt; men der haves oplysning om, at der til en møllestub krævedes
en stamme, der var lige, og i 12 alens højde maalte ca. 2 alen (1,25 m)
i diameter, idet stubben i denne højde ikke maatte være under 30 tommer
(0,79) i kvadrat.” (side 174)
Hvordan klarede mølleren sig så efter møllens fald. Som en nødløsning fik Anders Nielsen
anskaffet et lokomobil til møllegården for at trække en kværn i loen til
skråmalingen. Birkede dampmølle malede og sigtede så det mel, der skulle
bages brød af. I 1890, året efter ulykken, lod godsejer Voss en ny
hollandsk mølle bygge i stedet for stubmøllen lige ved møllegården. Den
nye mølle forsynede møllegården med vindkraft i næsten 50 år, dvs.
indtil omkring 1940.
Søren Klarskov Pedersen boede endnu i Viby mølle, Viby by, Kirke Syv, Gadstrup sogn, Ramsø herred, Københavns amt i 1890. Han var møllerlærling. Der var en bagerlærling, Niels
Christian Nielsen, 17 år og måske et familiemedlem. Møllersvenden var
som sagt den Niels Peter Nielsen, der reddede Søren ud af møllen i
1889. Niels Peter var 29 år og ugift. Der må lige have været en
omlægning af amterne, for Viby hørte førhen til Roskilde amt og det
“gamle” amt bliver nævnt alle steder.
Foruden møllerparret Anders
Nielsen og Ellen Marie Nielsen (f. Pedersen) var der også deres datter,
Agnes Frederikke Petrine Nielsen, på 6 år, sønnen Frederik Nielsen på 5
år og sønnen Karl Volmer Nielsen på 5 mdr. Bagersvenden hed Jens
Kristian Madsen, 45 år og gift, boede ikke på møllen. Møllerparret havde
også en pige Karen Sophie Andersen på 20 år og ugift. Og endelig var der
en barnepige, Johanne Dorthea Hansen på kun 13 år og som stammende fra Syv sogn.
Fra land til by
Efter læretiden som møller/bager søgte Søren Klarskov Pedersen som
mange andre unge dengang til storbyen København: mulighedernes og
arbejdspladsernes by. Her blev han i 1893 antaget hos bagermester Hansen
i Farimagsgade 73. Som udlært bagermester tog han som naver (udlært som
mester) "på valsen" den 8. oktober 1896 med kurs mod Hamborg for at
dygtiggøre sig i "den store vide verden". I 1898 ses han i arbejde hos
bagermester Olsen i Store Kongensgade 34, stuen. Livets ende
Søren Klarskov Pedersen døde 93 år gammel. Er
begravet på Bispebjerg kirkegård. |
