©
Jørgen Frøslund-Jensens slægt og forskning Jens Madtzen var en holden mand, der ud over flere huse og gårde i
Nyborg (og senere i Odense) ejede meget bøndergods. Allerede før
svenskekrigene havde Jens Madtzen som ridefoged på Nyborg Slot til
kongen betalt landgilde og skatter for bønder, der ikke var i stand til
selv at betale. Jens Madtzen krævede gode renter af sine lån til
bønderne - og når
de så ikke kunne betale deres gæld til Jens Madtzen, måtte bønderne
overlade ham deres jord og ejendomme. Et eksempel omtales i
Personalhistorisk Tidsskrift 1881 "Kaptajn Claus v. Rønnov til
Holmdrupgaard" af S. Jørgensen. En tvillinggård i Holmdrup
Det handler om en tvillinggård i landsbyen Holmdrup i Skaarup Sogn ved
Svendborg. Gården, der ejedes af to mænd - far og søn -, blev 1661
beskrevet som øde og næsten nedbrudt, og der var til gården ingen
oldenskov. Før krigen var mændene blevet skyldige til Jens Madsen
Rosenberg, ridefoged på Nyborg Slot, for landgilde og skatter, han havde
betalt for dem, 72 slettedaler 8 skilling. Renten heraf fra 12. februar
1657 til den 23. august 1661 beregnede han til 20 daler 1 mark. Derefter
havde mændene betalt ham 6 stykker ungkvæg, som han anslog til 20
slettedaler. Derefter var gælden stadig 72 sldr. 8 sk. Bønderne
anerkendte gælden, men erklærede, at de ikke havde andet at betale med
end deres ejendomsgård. Der blev derefter "udmeldt" vurderingsmænd, der
30. august 1661 satte gården med dens tilliggende til en værdi af 70
sldr. Gården blev derefter tilkendt rådmand Jens Madsen for dennes
fordring.
Risinge hovedgård
Risinge nævnes første gang i 1526, men først 7. marts 1661 hører vi
nærmere om den lille landsby, idet kronen på dette tidspunkt afhændede
en del ryttergods i Flødstrup Sogn, deriblandt to gårde i Risinge, til
borgmester Jens Madtzen i Nyborg, der ifølge matriklen 1662 ejede 7
gårde i Flødstrup Sogn. Oprindelig bestod Risinge af 4 gårde, men efter
svenskekrigene var egnene meget affolkede og gårdene blev slået sammen.
Matriklen 1664 nævner Risinge som hovedgård, men først i 1730 fik Hugo
Praëm anerkendelse derpå. Jens Madtzen ejede Risinge til sin død i 1682,
og i 1689 solgte Jens Madtzens arvinger gården til svigersønnen Thomas
Købke (ane nr. XX). Risinge forblev i slægtens eje indtil 1759. Læs
nærmere om Risinge under Thomas Købke og dennes datter Pernille
Thomasdatter Købke.
Striden om en fiskedam
11. juli 1664 fik Jens Madtzen kongelig befaling om at afstå en fiskedam
i Borgeskovsmark og 3 Ørter [4½ tdr.] sædeland, som havde været bevilget
ham. Som erstatning fik han 3 agre i slottets marker. Grunden hertil
var, at da Jens Madtzen første gang "lod drage i dammen", og der blev
fisket med et stort våd både på langs og på tværs, fik man kun en
skalle, nogle små karusser, nogle få små karper så store som karusser,
14 små aborrer
"ungefær fingerstore og en liden suder, i alt ikke flere end som kom i
en liden mælkebøtte så stor som mælkepigerne bærer på deres hoveder".
Jens Madtzen beskyldte Claus Rasch for at have affisket dammen, da de
kurfyrstelige personer var på besøg. Sagen var vistnok indledning til
den langvarige kompetancestrid med præsident Claus Rasch, striden
strakte sig over de følgende to år.
Straks efter at Klaus Rasch 1664 var beskikket til præsident i Nyborg,
opstod et spændt forhold mellem ham og Jens Madtzen, hvem præsidenten
15. oktober s. a. under et magistratsmøde gav en "venlig erindring" om
fremtidig at holde inde med "en heel Hob pikeret Diskours", som
borgmesteren, næsten i hver magistratsforsamling siden præsidenten
tiltrådte sit embede, havde udgydet, "menigheden til hel ringe
opbyggelse". Men hertil svarede Jens Madtzen, at han ikke mente, at
præsidenten eller nogen anden kunne sige, at han med mange ords
udgydelser havde sagt andet, end hvad var ret og rimeligt, hvilket han
formodede måtte være ham tilladt "som uværdig borgmester i Kollegiet",
hvor han ikke skulle undlade at bevise præsidenten tilbørlig respekt.
Men han formodede, at præsidenten heller ikke ville gribe ind i hans
autoritet og myndighed, men
tillade ham at tale og foregive, "hvad han tilligemed Præsidenten og
hans Medkollegaer eragtede kristeligt og forsvarligt at paastaae med
Hensyn til Politiet og Justitsen". Der måtte et kongebrev og en
kommission til, før denne strid kunne afsluttes med, at en anke fra Jens
Madtzen blev godkendt, så justits- og politivæsenet fik en god ordning.
Forholdet blev aldrig godt mellem de to mænd. (Kilde til ovenstående to
afsnit: F.E. Crones håndskrevne byhistorie fra 1887). Borgmester i
Odense 1666
1666 blev Jens Madtzen Rosenberg beskikket til borgmester i Odense. Det
var højst usædvanligt, at en mand kunne blive udnævnt til borgmester
uden i forvejen at have været borger eller rådmand i byen. Jens
Madtzens kvalifikationer var ubestridelige, men som det antydes i en
injuriesag i 1663, som han anlagde mod sin medborgmesters hustru, har
Jens Madtzens forhold til medborgmesteren, Lambert Jensen, ikke været
godt. Værre blev det, da Claus Rasch blev præsident. P. Muncs formodning
om, at præsidenttitlen ikke havde noget reelt indhold, men blot blev
tillagt førsteborgmesteren for at styrke rådets anseelse, er efter Svend
Larsens opfattelse ikke holdbar. De to borgmestre i Nyborg fortsatte
begge, og Claus Rasch lagde ikke skjul på, at han mente sig i besiddelse
af en overordnet stilling i forhold til det øvrige bystyre. "Den strid,
der opstod mellem Jens Madsen og Claus Rasch, forenet med de forvirrede
økonomiske forhold i Odense, der krævede en dygtig borgmester, kan være
baggrunden for Jens Madsens udnævnelse... Vist er det, at han efter at
være flyttet til Odense solgte sine ejendomme i Nyborg og oparbejdede en
handel i Odense, der må have fået et vist omfang, bl. a. havde han skib
sammen med Hiere Jespersen, og han kunne supplere sine indtægter ikke
blot ved forskellige tiender, han havde i fæste, men også derved, at han
fra 1675 ... var stiftsskriver" (Svend Larsen: Studier over det fynske
Rådsaristokrati i det 17de Århundrede).
Jens Madtzen forblev borgmester i Odense indtil sin død i 1682. |
