Anne Sophie Ottesdatter

(Kilde: Søren Larsen og Frithiof Bohner)

Anne Sophie Ottesdatter, født i Rønninge 23/3.1655 som datter af præsten Otte Rasmussen, der senere blev provst. Allerede da hun var 3-4 år gammel, overgik der familien den store ulykke, at præstegården blev plyndret af svenskerne, hvor blandt andet hele præstegårdens arkiv blev ødelagt. Som ganske ung blev hun viet til den da allerede aldrende præst i Skalkendrup Søren Sørensen Ebeltoft og flytter da ind i den store præstegård. Højst 16-17 år gammel har hun været, da hun fik mindst 5 børn inden hr. Søren døde i 1685;. Skiftet viser, at han har været meget velstående. Vel i hendes tid plantede hr. Søren præste- eller strandskoven, ligesom hans svigersøn i Rønninge plantede de to præsteskove der, og
Anne Sophie har vel også været med sin mand ude på præstegårdens udlod ude ved Storebælt, når de plantede. Det var deres måde at genopbygge landet på efter svenskernes hærgen. Men altså først på året 1685 blev hun enke og sad nu med 6 "uopdragne" børn, hvoraf den ældste var stedbarn. Hun havde jo lov til at blive boende i præstegården nådesåret ud. Men den nye præst var jo en ung mand, som vist hurtigt gjorde indtryk på hende. Han var født i Nysted på Lolland 12/10.1658, altså 2½ år yngre end hende. Hermed begynder et uroligt afsnit af hendes liv, for Knud Lerche var en urolig herre. Det begyndte allerede ved den tid, da han blev kaldet 14/11.1685, da skulle han op til gården, den nuværende Juelsberg, til kirkepatronen, godsejeren og politimesteren for Nyborg amt
Claus Rasch, og denne talte så medfølende til Anne Sophie om hendes afdøde mand, som han roste for alle hans dyder og udtalte, at sådan en
præst fik de aldrig mere. Det tog Knud Lerche fornærmeligt op, gav Claus Rasch et hvast svar. Nu tog det ene ord det andet, og Knud Lerche rev præstekraven af og smed den hen ad bordet og gik hen og knibsede med fingrene for næsen af Claus Rasch. Da denne hånligt spurgte, om han egentlig var rigtig klog, greb præsten ham i kraven og ruskede ham. Nu kom en af Claus Raschs folk til, og Knud Lerche fik en sinkadus, så han gik i gulvet og var ved at blive smidt ned ad trapperne. Men det forhindrede Claus Rasch dog, og snart var de to atter på hjemvejen til præstegården, og den vej, de for et øjeblik siden havde vandret glade og fortrøstningsfulde, vandrede de nu tilbage sorrigfulde og dybt bedrøvede.
l et øjeblik havde Knud Lerche ødelagt hele sin karriere, han kunne den dag i morgen vente at blive smidt væk fra embedet. Men et par dage efter vandrede Anne Sophie op til herremanden igen og bad på sine knæ, at han ville lade nåde gå for ret og tilgive den unge præst. Knud Lerche fik
da lov at blive i embedet, men han måtte selv møde på Juelsberg og gøre afbigt for "seiner Grobeinheit". Det blev ikke sidste gang Anne Sophie måtte lempe for Knud Lerche, som hun blev gift med 15/9.1686. Med provsten lagde han sig også ud. Men værst blev det dog med de i sognet indkvarterede ryttere. Det var hele den danske hær, som efter den skånske rig var lagt i vedvarende kvarter ude omkring i sognene, og disse var vist de fleste steder til stor fortræd med deres drukkenskab og andre udskejelser. Uheldigvis var en korporal Wilkens blevet nabo med præsten,
og da der efterhånden havde været flere sammenstød, og præsten havde
kaldt dem for noget rytterpak og bedt djævelen annamme dem, indløb der klagemål til bispen Thomas Kingo i Odense over flere punkter. Det værste var, at en soldat var død uden alterets sakramente, uagtet der var sendt bud til præsten i god tid, og medens dette stod på skete det, at korporalen holdt barselgilde, og her var det galt, at de kogte og stegte ude i hans have, så der var fare for, at der skulle gå ild i præstegården, og da så selskabet havde spist og dertil drukket rigeligt, skulle den tossede præst hjemsøges, og her var både ritmesteren og løjtnanten med. De stimlede sammen ved porten, skød på den og kastede med sten og råbte, at præsten skulle komme ud til dem. Men nu havde Knud Lerche tabt modet og gemte sig inde i sine stuer. Anne Sophie stod i porten og forsøgte at spærre for dem og holde dem ude, men da de ville have fat i præsten, skubbede de hende til side og trængte ind i gården. Nu forsøgte hun at standse dem i døren, men her gik det ikke bedre. De trængte ind i stuen og tirrede præsten for at få ham til at slå fra sig. Men han var aldeles lammet af skræk og holdt sig klogeligt fra at prøve at forsvare sig. Da de tog hans karl og slæbte ham ud i gården og slog ham bevidstløs, listede præsten ind i sit sengekammer, medens Anne Sophie sørgede for den mishandlede karl, og da rytterne havde domineret og hånet præsten et stykke til, var de blevet tørre i halsen og forsvandt ind i gildeshuset for at fortsætte drikkeriet. Efter dette klagede hr. Knud til højere vedkommende over den ham overgåede forulempning; men da han kun havde uvenner at henvende sig til, blev det hele vist ikke til noget. Der var jo ikke gået menneskeliv til ved bataljen, og så regnede man det ikke for så meget, og nu havde Knud Lerche faet sig en skræk i livet, så han kunne holde sig rolig for eftertiden. Hr. Knud og Anne Sophie havde 3 sønner Oluf (Ole), Otto og Søren. Oluf blev sin faders eftermand først som kapellan og senere kaldet 17/4.1711 til sognepræst. Ottos livsbane kendes ikke. Søren studerede jura og efter at have været i Norge en tid, blev han garnisonsauditør i Nyborg, hvor han døde 1727. Oluf Lerche må være født ca. 1687. (Ved universitetet nævnes han 1707 philosophiae baccalaureus, hvilket er den laveste akademiske grad).

Hans fader synes at have bevaret den solide velstand, der var i den store præstegård fra hr. Sørens tid, men måske er det moderens skyld. Hun synes at have udviklet sig til en myndig dame, som har hersket over den store præstegård og været en god husmoder for det store folkehold. Men var det galt til tider med hr. Knud, så viste hr. Ole (Oluf) sig at være endnu mere kolerisk, og hans minde skal endnu leve desangående i sognet. I førstningen var moderen hos den unge præst, men da han kom hjem med en kone fra Odense, rådmand Hans Povlsens datter Karen, viet 16.1712, så flyttede Anne Sophie til Rønninge. Her i sin fødeby levede hun så i et hus, som hendes stedfader magister Trane ejede og måske havde bygget. Men mest opholdt hun sig vel hos sin søn af første ægteskab, Peder Sørensen Humble, som var sædedegn og sadelmager der i byen. Her levede hun sine sidste år og slap for på nært hold at høre og se, hvordan hendes søn hr. Ole lavede basseraller omkring på egnen ved Skalkendrup. Her havde hun heller ikke så langt til sin datter på Klarskovgården, og her døde hun mæt af dage 1737, 82 år gammel. Hun havde i aftægt fra Skalkendrup præstegård 6 td. byg, 3 Td. rug, 6 Td. havre godt ydefærdigt købmandskorn, 4 gode lam og 4 gode ydefærdige gæs til hver Mikkelsdag, når han sin gådetidende modtager, og desuden skulle han hr. Ole, græsse 2 køer for hende. Men på Skalkendrup regerede Oluf Lerche, hans kone høres der ikke mere til. Hr. Ole var en drabelig jæger og glemte tit embedsforretninger, når han var på jagt. En lørdag eftermiddag kom han med en af sine kammerater ridende på vejen ved Aunslev kirke. Da siger denne, hvad er det for en hoben folk, der star på kirkegården. Jo, det er jo sandt, svarede hr. Ole, de venter på skriftemål, men jeg skal den onde lyne mig give dem en ulykke i hast, og det blev et skriftemål, som disse folk aldrig glemte. Præsten for alteret med ridepisken i hånden, denne lagde han til slut hen over deres hoveder så langt han kunne nå. Det var den velsignelse og håndspålæggelse, de fik. Engang i førstningen efter at han var blevet præst var der julestue i en gård i byen. Her morede en karl gæsterne med at karikere præsten og forevise vielsen af et par, hvilket vakte stor moro. Men dette kom præsten for øre, og han meldte karlen til kirkens øvrighed vel sagtens biskoppen, og det endte med, at karlen måtte stå åben skrifte i kirken og bede præsten om forladelse, så her gik præsten dog af med sejren.
Ellers gik årene for hr. Ole mest med jagt og fiskeri på præstegården, anneksgårdens og mensalgårdens marker. Han var jo som en lille godsejer.
Og derimellem færdedes han omkring på kroerne, både de kgl. priviligerede og de i hver landsby værende smugkroer. Vel sagtens har hans drift af det store jordegods også medført en del kreaturhandel, og derved kom han tit i klammeri, ja undertiden i slagsmål. Således slog han engang en karl i gulvet med en knippel ved Langeskov kro. Men til sidst blev forargelsen over hans leben så stor, at der blev klaget til kirkeøvrigheden, og hr. Ole måtte sejle over Storebælt og age til København. Og netop samme dag som hans moder døde, måtte han møde for general kirkeinspektøren, der sammen med 4 bisper forhørte ham, hvor han måtte svare punkt for punkt på anklagen, som vist mest var bygget op på sladder og løse rygter, og han klarede sig med at indrømme det, der var mindst graverende, og ellers henholdt han sig til, at det kunne han ikke huske; men han ville ellers ikke indrømme, at det forholdt sig således, Da dette var overstået, måtte han skynde sig hjem for at tage mod sin moder, den dag hun foretog sin sidste rejse fra Rønninge til korset i Aunslev kirke.

Biskoppen for Fyens stift fik en skrivelse om at holde godt øje med hr. Ole. Man havde fundet hans tankegang ussel og hans svar elendige, og denne havde i forvejen en skrivelse liggende fra provsten i Nyborg, som skrev, at ingen var så nachlassig som den Skalkendrup præst, han kunne ikke få ham til at give indberetning i embedets sager. Hr. Ole forblev dog vedblivende i Skalkendrup, men han svirede og bandede ikke så åbenlyst mere. 1738 døde hans kone fra ham og hans mange u-opdragne børn.
Af disse kendes vist kun Margrethe og Anne Sophie. Nu måtte han til at holde husholderske og fik en myndig dame, som blev hos ham i mange år.
Men disse hans sidste leveår var mere rolige end hans første.

1747 var der offentlig auktion på Skalkendrup præstegård, afholdt af herredsfoged Hans Pedersen på Klarskovgården. Det ser ud til, at der er gjort udlæg. Som kreditorer nævnes Knud, Christian og Charlotte Lerche. Der findes foruden løsøre en ejendom af hartkorn ager og eng 1-2-2-2.

Han døde 14/1.1750, og ligeså uroligt som hans liv havde været, blev
også afslutningen derpå. Han svedte efter sin død 3 gange dagligt i klare dråber, så folk kom langvejs fra for at se det syn. Man mente, det var
for hans ugudeligheds skyld. Og medens han lå lig, gik der ild i præstegården, nogle sagde ved onde menneskers hjælp, men det var vist husholdersken, der brændte en del papir i skorstenen, og dette fløj brændende op og ud på taget, hvor det fængede, (det lyder ellers utroligt i januar måned), og i forvirringen med at redde, havde man nær glemt den døde, så han var ved at indebrænde. I sidste øjeblik fik husholdersken hevet ham op af kisten og lagt ham over skulderen og bar ham gennem haven ind i Mosegården ved siden af. Et par dage efter blev han begravet, sandsynligvis Aunslev kirke, og han som satte sine forældre og hr. Søren så smukt et minde, fik ikke selv et minde, som så vidt kendt er blevet bevaret. Kun vil hr. Ole i Skalkendrup sent blive glemt. Hans datter Anne Sophie blev gift med degnen Jens Thorsager og var en lystig natur som sin fader. Blandt andet morede det hende, når der til tider stod vand op over engene ved mosen, da at sejle i et trug og lade de store drenge soppe omkring med hende til ligeså stor morskab for børnene. Men da disse så fandt på at vælte truget med hende, blev hun dog ked af den fornøjelse.
Hun døde som enke i Aunslev 1773.

Gravstenen i Aunslev kirke:
Herunder hviler i Herren den ærværdige, hæderlige og vellærde mand.

                                      Hr. Knud Olufsen Lerche

fordum præst til Aunslev og Bovense menigheder, som var født udi Nysted
Laaland år 1658 d. 12. oktober. Blef kaldet til disse menigheder år 1685 d. 14. november. Kom udi ægtestand år 1686 d. 15. september, levede udi embedet 25 år 5 måneder 1 uge, udi ægtestand 24 år 7 måneder 6 dage, og var af Gud velsignet med 3 sønner, død i hans alders 52 ar 6 måneder 3
uger, tilligemed sin kjære hustru, den dydsire og gudsfrygtige matrone Anna Sophie Ottesdatter, som var født udi Rønninge præstegård d. 23. marts 1655, levede udi ægtestand med sin første mand hr. Søren Sørensen Æbeltoft 13½ år, fordum sognepræst udi disse menigheder, blef kaldet til himlen år 1737 d. 3. marts i hendes alders 82 år.
 
Tekst PL. 71.7. og 21. vers:
På Jorden viste du mig Angest og Ulykke.
Himlen skal du mig med Salighed besmykke.
Når du mig henter fræm af dette Muld.
Så bliver Sjæl og Krop af Styrke fuld.

Kildeangivelse: A. Thomsens artikler i årbog for Svendborg amt.

 Web: Lis Klarskov Jensen


 

 

Bindingsværksgård på Frilandsmuseet. Foto: Lis Klarskov Jensen 2004
Bindingsværksgård på Frilandsmuseet