|
(Kilde: Søren Larsen og Frithiof Bohner)
Søren Larsen, født i Kornerup 29. 4. 1853
Den første oplevelse, han fortalte om, var Kornerup brand. Ilden opstod
i præstegården ved 3-tiden om natten den 11.10.1865 i stærk østlig vind,
og de stråtækte huse fængede hurtigt. Han måtte op og ud i marken med
alle kreaturerne, der blev drevet ned bag bakkerne ved mosen. Her lå han
og dækkede sig for den stærke, kolde blæst og gemte sig for ikke at se
brandskæret. For en 12 års dreng har det været strengt brat at blive
jaget op af sengen ved 3-tiden om natten og ud på marken at vogte en
flok forvildede kreaturer. Hjemme på gården blev alle lagner og duge, og
hvad man havde af den slags, dyppet i vand og bredt ud over tagene mod
byen, og da vinden holdt sig stik i øst, klarede de den; havde den
drejet lidt mod nord, havde stillingen været vanskelig. Men næsten hele
byen var brændt, mod nord stod vist kun Søren Jensens hus og så et
fattighus, som kaldtes slottet og et par andre huse, og mod syd Niels
Smeds hus og så vores gård, og selvfølgelig Kornerupgård og møllen. Men
i byen var så godt som intet reddet, alle kreaturerne indebrændte, og
folk havde kun det tøj, de lige havde nået at få på. De døde kreaturer
blev slæbt ned og begravet i nogle tørvegrave i pørken, det var ved åen
nord for byen på præstemarken, og folk måtte søge husly i nabobyerne hos
familie, og hvor de bedst kunne.
Historien om præsten og fisker Frandsen vil jeg ikke komme ind på,
pastor Milo blev nogle år efter sindssyg. Om det er beskyldningerne, der
har været årsagen er jo muligt, men hvem der var skyld i ulykken blev
aldrig opklaret.
Der kom siden en præst til sognet, der hed Krag, grundtvigianer og
højskoleinteresseret. Han holdt møder i sin vognport, hvor blandt andet
Trier, Vallekilde var taler. En gang han havde talt, hørte Christian
Nielsen fra Herlev, at Lars Christensen sagde til sin kone: det var lige
et sted for Søren at komme (Trier talte i præstens vognport den 29.9.
1879). Men før den tid, vinteren 1877-78 var Søren Larsen elev på Vester
Skerninge Højskole hos forstander Anton Nielsen, som han forøvrigt
vekslede breve med længe efter den tid. Det var i højskolernes vorden,
og det har ikke været let at bryde de gamle fordomme. Der faldt mange
spydigheder til dem, der tog på højskole dengang: halvstuderede røvere
og lignende. På skolen lærte man dengang også geværeksersits, march og
skydning. Kun få år var gået siden 1864, da Danmark blev beskåret med en
trediedel af sit landområde, og disse "nederlagets børn" håbede jo
engang at få revanche og få noget af det tabte tilbage. Men da Frankrig
blev slået til jorden i 1870-72, bristede vel håbet for de fleste.
Mærkeligt var det dog, at Estrup skulle tvinge Københavns befæstning
igennem mod befolkningens vilje, det var dog nærmest en sidste udvej
mod, at landet skulle blive rendt overende og udslettet af nationernes
tal. Men trods modstanden mod Estrups militærpolitisk blomstrede
skytteforeninger op i næsten ethvert sogn, og her var Søren Larsen ivrig
deltager. Samtidig skabtes der en modstandsbevægelse, kaldet
riffelforeningerne; man skulle opkøbe rifler og ammunition og danne en
hær, der skulle rykke mod København og afsætte Estrups regering. Men da
der kom ordre til at opløse disse, faldt oprørsbevægelsen plat til
jorden.
Ellers gik livet på den tid sin rolige gang. Alle gårde var fæstegårde
under Ledreborg. Afgifterne var ikke store, men det var indtægterne
heller ikke. Man holdt selskaber, spiste og drak godt; snapsen var
billig, det var hverdagsdrikken dengang. Humøret var gerne højt, når de
store træpiber blev tændt, og til kaffen vankede der rigtig cognac med
tre stjerner, eller man fik punch, en dejlig drik, der blev brygget på
noget, som vi fik fra de Vestindiske øer, og som var ret billigt, men da
man solgte dem, forsvandt også punchen.
En flot stadsvogn havde vi også af den mærkelige type, som kaldtes for
en "halvandenstolsvogn", ikke som de almindelige fjedervogne, der
kaldtes ved det ligeså mærkelige navn "trekæpstokvogn". Men når de brune
fik det fine seletøj på og kom for, var vi flot kørende. Tit tog vi
turen Sæby, Sengeløse eller Ejby; det var lange ture, men hestene var
godt gående. Når vi kørte fra Sengeløse, skulle vi jo altid være vågne,
når vi kørte gennem Roskilde, for at se de mange lys. Landet lå jo
dengang kun i tusmørke, omtrent som under sidste krig med den totale
mørklægning. Ellers var turen til Roskilde det mest almindelige i den
store fjedervogn. Den kunne dog ikke bære ret meget; den højre bagfjeder
var alle dage så slap, at den umuligt kunne bære 10 tdr. sæd; men
hestevognen var jo deres eneste befordringsmiddel. Cykle kendte de ikke.
Fader prøvede at lære det, men han endte altid i grøften, og så opgav
han. Moder prøvede aldrig.
I Roskilde holdt vi til i købmand Thomsens gård. Det var hjørnet af
skomagergade og Blågårdsstræde. En sådan tur tog gerne hele dagen. Om
sommeren havde vi mad med, så gik vi ned i klostermarken eller i alleen
bag Domkirken, der var altid en bænk, vi kunne sidde på. Ellers var der
en dejlig beværtning sammen med købmandsgården "Landbocafeen". Værten
hed Anderson; der var indgang fra gården. Kaffe fik vi altid mindst en
gang, tit også varm mad eller smørrebrød. Ude i gården luntede gamle
Niels af sted. Når der skulle spændes for, gik der bud ud, og når der
var spændt for, gik der bud ind. Der var jævn hygge og glæde over det
hele, ikke det hæsblæsende jag, som siden er kommet frem.
Da vi omkring ved år 1900 endelig fik frie valg, og kongen udnævnte et
venstreministerium, var fader meget glad, særlig at en bonde, Ole
Hansen, var blevet landbrugsminister. Da der skulle en deputation fra
hvert sogn i landet ind for at takke kongen, var han med. Han drog af
sted med en roset i knaphullet. Da han kom hjem, fortalte han spøgende
om, hvordan var forløbet med mad og drikke, men til sidst blev det jo
til, at det havde de selv købt. Kongen havde de ikke set meget til, han
stod på en balkon og sagde nogle ord om bonden og fædrelandet o.s.v ..
Siden hen kom der mislyde ind i glæden, især da i 1908 Alberti snød
Bondestandens Sparekasse, da var stillingen ret alvorlig. Alle de penge,
som stod der, samlet ved slid og sparsommelighed, også Faster Anes penge
stod der, og vi børn havde hver en bog, som fader stadig satte lidt på;
men de var heldigvis i den anden sparekasse. Men heldigvis blev det dog
rettet med tiden, så tabet blev ret minimalt.
Søren Larsen var brandfoged l889-1891. Han begyndte med at kassere
husmand P. Knudsens skorsten; derefter var alt i orden i alle gårde og
huse i Kornerup by.
Søren Larsens skudsmålsbog viser, at han blev døbt den 19.juni 1853,
vaccineret den 15.august 1851 af Ryge, blev udskrevet af Kornerup
Svogerslev skole, karakter mg for kundskab og opførsel, konfirmeret i
Kornerup kirke til påsken 1861 og var den følgende søndag til Herrens
bord i Svogerslev kirke.
Underskrevet F.V. Milo.
1811 kom han ud at tjene hos Peder Hansen i Sæby, der var gift med
hans søster.
Meldt afgang fra Kornerup til Sæby 1.5.1811. Rørdam. Tilgang til Sæby
1.5.1811. Gøtche
Der var han et år, så meldtes af- og tilgang i omvendt orden. Også Peder
Hansen har skrevet i bogen.
Derefter blev bogen kun brugt til noteringer, bl.a. hvad køerne malkede.
1888-89 havde han om foråret 163 3/4 u mælk af 9 køer, den højstydende
gav 28 3/4 u daglig.
På sessionen blev han kasseret; der blev da holdt sessionsgilde på
Christen Nielsens gård i Herslev, fælles for hele sognet.
Det var i de gode gamle dage, som vi vel alligevel ikke brød os om at
opleve. Man tjente ikke så meget dengang, men det var heller ikke
nødvendigt. Det var de lykkelige tilstande for den første verdenskrig,
en tid, som de yngre ikke forstår. Men udadtil var udsigterne vel ikke
så lyse. Danmark levede da bogstavelig i skyggen af den tyske æra.
Aldrig før eller siden var landet så lident med grænsen ved Kongeåen, og
folket selv gled mere og mere ud i det håbløse "hvad kan det nytte". Det
var som nævnt "nederlagets børn". "Sårfeberen fra Dybbøl" sad dem i
kroppen. Endnu kan jeg huske invaliderne fra 64, når de kom humpende på
træben i en gammel falmet uniform med deres lirekasse, som de spillede
noget jammerligt noget på. Det var noget hyleri, forfærdeligt for manden
selv at høre på, en ussel tak for det offer, de havde bragt, at de
skulle gå der for at tjene til livets ophold. Men omsider blev den tyske
ørn dog stækket, og Danmarks grænse blev flyttet syd på så langt, som
vel klogt var, omend den rettelig skulle ligge et helt andet sted, og
for første gang i mange århundreder var Danmark blevet større, hvad alle
danske skulle glæde sig over. Men det mærkedes kun så lidt. Derimod var
folk mere på færde, når der viste sig noget i det genvundne land af
disse ubehageligheder, som vi måtte være forberedt på ville komme.
Da Søren Larsen trak sig tilbage og ikke længere hang ved arbejdet al
sin tid, gik han om sommeren meget og fiskede ved åen ved søen. Den var
dengang meget vandrig, fuld af dybe huller og fuld af fisk, og ved broen
var et lille styrt, hvor vandet brusede og larmede mere eller mindre,
som der var vand til. Her stod ørrederne. Søren Larsen tog sin pibe og
fiskestang og en lille pose til fangsten, så kom han ikke hjem før aften
og gerne med god fangst i posen.
Om vinteren lånte jeg bøger til ham i Roskilde bibliotek, til sidst kneb
det med at finde noget til ham, som han ikke havde læst. Kom man gennem
byen en sildig vinteraften, var der tit lys i hans vindue; da sad han
ved petroleumslampen og læste med fyr på sin kære pibe. Han røg næsten
lige til han døde, og da han ikke kunne ryge mere, gav han mig piben og
sagde: "Farvel pibe".
Da alderen begyndte at trykke, tabte han meget af interessen og blev
også hæmmet af sygdom. Tit var det dog ikke så slemt, som han
forestillede sig, men netop det gjorde ondt værre, og til sidst blev det
en lungebetændelse, som han ikke kunne stå igennem. 17. februar 1937 var
det forbi. I moders gemmer fandtes et udklip af Dagbladet med en salme,
som ikke stod i salmebogen. Moder har vel tænkt den brugt til sin egen
begravelse, men da var der ingen, som tænkte på den. Nu kom den frem og
blev sunget i kirken, den var af nordmanden Landstad "Jeg ved mig en
søvn i Jesu navn"., mel. Den signede dag.
I Roskilde Dagblad stod en smuk nekrolog: Dødsfald. (17. 2. 1931)
Fhv. Gdr. Søren Larsen, Kornerup er afgået ved døden, 83 Ar. Afdøde var
agtet og afholdt, kendt som en flittig mand, hvis minde vil blive
bevaret i dyb ærbødighed. Indtil han for omkring en halv snes Ar siden
overdrog gården til sin søn, drev Søren Larsen med stor dygtighed set
landbrug. Han var en klog og besindig mand, og de mange hverv og
tillidsposter inden for sognet, som blev ham betroet, røgtede han på
allerbedste måde. Han udførte et godt arbejde i både sogneråd og
menighedsråd. Han var en mand, der i udstrakt grad havde sine
sognefællers tillid, og som man respekterede for rolig og behagelig
optræden.
Da sønnen i sin tid overtog gården, flyttede Søren Larsen og hans hustru
til et hus i Kornerup by. Her døde fru Larsen for nogle år siden, og i
de sidste år har en datter plejet og passet faderen. Med undtagelse af
de sidste par år tillod afdødes helbred, at han stadig tog del i
arbejdet på gården og i haven ved huset. Lige til det sidste var Søren
Larsen interesseret i landbruget.
Foruden nævnte to børn efterlader afdøde en datter, der er gift med gdr.
Carl Andersen, Virakshøj, og to sønner, gdr. Chr. Larsen, Kattinge og
gartner Carl Larsen, Roskilde Mark.
Mærkeligt nok har vedkommende, som skrev stykke, helt glemt Hartvig.
|
