(Kilde: Søren Larsen og Frithiof Bohner)

Niels Clausen Foss, præst i Dalby Stubberup 1602 eller 03, blev cappelan hos sin tilkommende svigerfader ca. 1598. Men der var noget bryderi i begyndelsen. Kristian den Fjerde havde forbudt den almindelige fremgangsmåde, at præsterne antog en cappelan og fik ham gift med en datter og derefter lod ham overtage kaldet. Menighedsrådet, eller som det hed kirkefolket, antog hr. Niels som præst, men biskoppen ville ikke anerkende det, da han påstod, at det var ulovligt at have 2 præster; men 2/6.1600 kom hr. Niels til biskoppen ledsaget af hr. Laurits Bremmer, Morten Nielsen Skellerup og hr. Laurits Hansen Mesinge og fremsatte begæringen påny. Men han fik kun samme svar, at biskoppen ville intet "rode derudi", og han lod dem læse biskop Vinstrups brev om kongens vilje. Men hr. Niels og Maren Lauritsdatter holdt dog bryllup i år 1600 og i visitatsbogen står, i Dalby 31/7.1602 prædikede cappelanen Niels Clausen, og der står, at over bordet forligedes hr. Niels og hr. Laurids svoger om renten, og ganske stille løste hr. Niels sin svigerfader af, da denne var svagelig og døde mellem år 1602 og 1605. Førstnævnte år blev Niels Clausen stævnet til Kerteminde byting for gæld, så nogen velhaver har han næppe været, men ellers tyder det på, at hr. Niels var vel lidt af sine sognebørn. 1608 ved hyldningen af Kristian den Fjerde skriver han sig som sognepræst til Dalby-Stubberup.

1616 var han til et barselsgilde hos sin svoger i Mesinge, og der gik det ham ilde. Ifølge Kerteminde tingbøger ses, at han indstævner fogeden på Brolykke Niels Pedersen tilligemed Hans Vest og Søren Hansen i Bodtshus. Og et vidne i sagen Maren Kochs bekendte, at hr. Niels og Niels Pedersen Holst havde mange ord tilsammen om en gammel mand som kom ind og sagdes at være præst. Siden blev der stille; men noget efter, imod aften, gik hun i gården, da så hun, Søren Basmand stod ved sin vogn og stødte et spyd i jorden, da sagde hun til ham "vil I blive Gallen". Så kom der anskrig, hr. Niels havde fanget skade, men hvor det gik til, vidste hun ikke. 1630 havde han en proces i Kerteminde, hvor han 26. juli stævner Mette Eriksdatter for 18 Rigsdaler, som hun skylder for husleje for 3 år, og for noget bortstjålet gods, som hun havde i forvaring. Men hun nægter begge dele, det andet punkt med tilføjelse, at hr. Niels selv havde godset i forvaring under lås og slå og selv søgte efter det i Nyborg og fik noget af det tilbage, og samme år går han sammen med hr. Mikkels datter i Mesinge i forbøn hos biskoppen i Odense for hr. Mikkels søn, som om natten haver slået agtbare borgeres vinduer ind. Hr. Niels Clausen Fos og Maren Lauridsdatter havde mindst 2 børn tilsammen. Sønnen Chresten havde de ikke megen glæde af, han duede kun lidet. 1634 bliver han afkrævet 175 Rigsdaler, som denne søn var kommet til at skylde en købmand i Nakskov. Siden var denne hjemme hos faderen og gik ham til hånde, men kaldet fik han ikke. Så søgte han forgæves ligeledes kaldet i Munkebo. Derefter søgte han at trænge sig ind i Mesinge kald hos den gamle Mikkel Rasmussen, der havde været gift med hans moster, så capellanen Peder Hori må klage til biskoppen. Derefter førte han en ynkelig tilværelse i fattigdom og gæld.

(Lis note: Biskop Hans Mikkelsen: "14.10.1640: Hr. Niels i Dalby døde. (d. 21.) Jeg holdt ligprædiken ved hans jordefærd i Dalby kirke." Kilde: Biskop Hans Mikkelsens dagbøger 1626-41, side 192. (Ved Anne Riising og Mogens Seidelin, 1991)

En datter, Mette blev gift med præsten Peder Chrestensen Humble i Hesselager, og da hr. Niels døde, satte denne et minde i en ligsten i Dalby kirke, og da hr. Nielses præstekvinde ligger begravet i Hesselager kirke, må hun vel være flyttet dertil efter mandens død 1642.

Kildeangivelser: Den fynske gejstligheds historie, Fyns historie og topografi og årbogen for Odense amt.